Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 23-09-2022

Bredt flertal indgår ny arbejdsskadeaftale

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har i dag indgået en ny arbejdsskadeaftale. Det er den første større reform af området siden 2004.

Tiden efter en arbejdsskade kan være forbundet med stor usikkerhed og frustration. Den enkelte skal leve med usikkerheden om, hvorvidt det er muligt at vende tilbage til sit hidtidige arbejde eller opretholde tilknytningen til arbejdsmarkedet i det hele taget. Derudover kan tilskadekomne stå i en usikker økonomisk situation, hvor der kan gå lang tid, før man får en afgørelse og dermed klarhed om sin fremtidige økonomiske situation.

Derfor indledte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard inden sommerferien forhandlinger om en ny arbejdsskadeaftale med Folketingets partier. På den baggrund er regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier i dag blevet enige om en række nye initiativer, der styrker og forbedrer arbejdsskadesystemet.

Regeringen og aftalepartierne er enige om, at det skal være attraktivt for tilskadekomne at tage en kompetencegivende uddannelse, hvis de ikke længere kan varetage deres oprindelige job. I den sammenhæng indføres en ny ordning, hvor tilskadekomne under uddannelsen har en stærk økonomisk sikkerhed med 83 pct. af deres hidtidige løn. Det skal skabe bedre rammer for, at man efter en arbejdsskade kan komme tilbage i beskæftigelse og udnytte den arbejdsevne, man stadig har.

Samtidig er aftalepartierne enige om en række initiativer, der skal forkorte sagsbehandlingstiden for arbejdsskadesagerne. Det gælder bl.a. indførelsen af konkrete måltal for en kortere sagsbehandlingstid.

Endelig er aftalepartierne enige om at forbedre erstatningssystemet ved bl.a. at indføre en pligt til forsikring for visse arbejdsgivere. Det skal gøre det lettere for ansatte i omsorgsfunktioner at få erstatning, hvis de udsættes for vold på arbejdspladsen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard:

- Med aftalen forhøjer vi erstatningssummerne ved arbejdsskader. Samtidig opstiller vi ambitiøse mål for at få nedbragt sagsbehandlingstiderne, og vi tager nogle vigtige skridt til at forenkle sagsbehandlingen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

- For regeringen har det været afgørende at støtte tilskadekomne i at bevare eller genvinde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Hver person, der mister tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en arbejdsskade, er selvfølgelig et tab for arbejdsgiverne, der går glip af værdifuld arbejdskraft, men mindst ligeså vigtig er det jo et stort tab for den enkelte.

- Derfor er jeg ufatteligt glad og stolt over, at vi nu – endda for første gang i 18 år – er lykkedes med at lande en aftale på arbejdsskadeområdet. Med den giver vi tilskadekomne mulighed for at omskole sig, så de på trods af deres skade kan fortsætte deres arbejdsliv. Det tror vi på, at både den enkelte og samfundet er bedst tjent med. Alt for mange vender ikke tilbage til arbejdsmarkedet efter en arbejdsskade, og derfor er vi nødt til at turde gå nye veje.

Arbejdsmiljøordfører for Socialdemokratiet, Lennart Damsbo-Andersen:

- Jeg er rigtig glad for, at vi har indgået en aftale på arbejdsskadesområdet med så stor opbakning. Både blandt Folketingets partier og i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. En fælles indsats er vigtig for at styrke arbejdsskadesområdet. Jeg er rigtig glad for, at vi med aftalen bl.a. øger grænsen for aldersreduktionen i forhold til méngodtgørelsen. At vi giver lettere adgang til erstatning ved vold på arbejdspladserne og sidst men ikke mindst, at vi i aftalen har fokus på, at få mennesker tilbage i arbejde efter en arbejdsskade. Og så er jeg rigtig glad for, at vi har besluttet os for, at vi fremadrettet justerer indsatsen, så den er tidssvarende.

Arbejdsmiljøordfører for Venstre, Anne Honoré Østergaard:

- For Venstre har det været afgørende, at vi sikrer et system, som tager sig godt af de tilskadekomne. Vi skal sikre ordentlige erstatninger og hjælpe så mange som muligt hurtigt tilbage i job efter en arbejdsskade. Det kræver også en kortere sagsbehandlingstid – det har vi sikret med aftalen. Jeg er også glad for, at vi nu tager et skridt i retning af et system, der tager sig bedre af vores veteraner. Det kæmpede Venstre for i forhandlingerne. For vi skal tage os godt af dem, der passer på os. Vi var gerne gået længere, så vi kunne sikre en ny og målrettet indsats for vores veteraner afkoblet fra det nuværende arbejdsskadesystem. Det var der desværre ikke flertal for. Så vi kæmper videre for at sikre en bedre indsats for vores veteraner. Og endelig er jeg glad for, at det lykkedes Venstre at sikre, at vi letter afgifterne for danske virksomheder.

Arbejdsmiljøordfører for SF, Halime Oguz:

- Når man kommer ud for en arbejdsskade, følger der ofte stor usikkerhed med. Her er det helt afgørende, at vi har et stærkt sikkerhedsnet, der griber de tilskadekomne og hjælper dem videre til en ny start på livet. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi med denne aftale giver personer, der har været ude for en arbejdsulykke økonomisk mulighed for at tage en uddannelse og omskole sig. Konkret indfører vi en ny uddannelsesgodtgørelse, hvor tilskadekomne modtager 83 pct. af deres hidtidige løn under uddannelse. Rigtig mange tilskadekomne vil gerne arbejde. Nu får de muligheden. I aftalen har vi også sikret kortere sagsbehandlingstider samt lettere adgang til erstatning ved vold på arbejdspladsen. Det er alt sammen tiltag, der skal gøre livet en smule lettere for de mennesker, der under triste omstændigheder, rammes af en arbejdsskade.

Beskæftigelsesordfører for Radikale Venstre, Samira Nawa:

- I Radikale Venstre er vi tilfredse med omsider at have fået en aftale på plads om forbedrede vilkår for tilskadekomne. Vores prioritet har været at få nedbragt sagsbehandlingstiden og dermed usikkerheden omkring fremtiden og den økonomiske situation for den tilskadekomne. Jeg er glad for, at vi lykkedes med det.

Beskæftigelsesordfører for Det Konservative Folkeparti, Niels Flemming Hansen:

- Ingen er tjent med at sidde fast i arbejdsskader. Det er en uhyggelig situation at stå i. Derfor er vi glade for at have lavet en aftale, hvor sagsbehandlingstiden bliver kortere. Sådan sikrer vi, at færre skal leve i lang uvished. For Det Konservative Folkeparti er veteraner en mærkesag. Derfor er vi glade og stolte over, at der i aftalen igangsættes et arbejde som kan forbedre arbejdsskadevilkårene for vores soldater.

Beskæftigelsesordfører for Danmarksdemokraterne, Bent Bøgsted:

- Jeg er glad for, at det endelig er lykkedes at lave en ny aftale, hvor vi får gjort noget ved de lange sagsbehandlingstider i arbejdsskadesystemet. Samtidig er det en aftale, der ikke pålægger arbejdsgiverne nye udgifter, og det har været vigtigt for Danmarksdemokraterne at sikre.

Beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti, René Christensen:

- Dansk Folkeparti er glade for de justeringer der kommer med denne aftale. Særligt sagsbehandlingstider har været et fokus for DF. Alt for mange har oplevet sagsbehandlingstider, der er alt for lange. Ligeledes har det været vigtigt at denne aftale ikke øger de økonomiske byrder for erhvervslivet i væsentlig grad.

Beskæftigelsesordfører for Nye Borgerlige, Lars Boje Mathiesen:

- Denne aftale løser ikke alle udfordringerne på området, men den tager et lille skridt i den rigtige retning for et bedre system.

Beskæftigelsesordfører for Alternativet, Torsten Gejl:

- Det har taget for lang tid at få hjælp, når skaden er sket. Alternativet er derfor glade for, at være med til at afkorte sagsbehandlingstider på erstatning. Ydermere er vi også glade for, at arbejdstagere kan få lettere adgang til erstatning, hvis de udsættes for vold på arbejdspladsen.

Ligeledes bakker Liberal Alliance op om aftalen. Partiet kan kontaktes for yderligere kommentarer.

Aftalepartierne er enige om at følge udviklingen og implementeringen af aftalen løbende, og at drøfte yderligere initiativer, hvis der vurderes at være behov for det.

Kontakt

Pressevagt

51232830