Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE 29-06-2023

Bøder på 10.000 kr. til virksomheder der ikke anmelder asbestarbejde

Virksomheder, der ikke anmelder deres asbestarbejde til myndighederne, får fremover bøder på 10.000 kr. Ændringen træder i kraft den 1. juli og er en følge af den nye arbejdsmiljøaftale fra marts i år.

Arbejdstilsynet får fra 1. juli 2023 mulighed for at udstede bøder på 10.000 kr. til virksomheder, der ikke har anmeldt deres asbestarbejde uanset, at virksomheden efterfølgende anmelder arbejdet. Arbejdstilsynet har omskrevet asbestbekendtgørelsen, så den nu har en mere enkel struktur med tydelige krav.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Asbest slår ihjel. Det véd vi. Derfor er det helt afgørende, at asbestarbejde bliver anmeldt, så Arbejdstilsynet kan kontrollere, at arbejdet udføres forsvarligt, og at virksomhederne beskytter deres medarbejdere mod det farlige materiale. For det gør alle virksomheder desværre ikke i dag.

- Samtidig har vi med arbejdsmiljøaftalen aftalt, at virksomheder der arbejder med asbest, skal autoriseres. Også dét skal bidrage til at øge beskyttelsen af dem, der sørger for at sikre de bygninger og boliger, vi alle sammen færdes i.

Kontakt

Pressevagt

51232830