PRESSEMEDDELELSE / 29-06-2023
Fra 1. juli kan du tage en erhvervsuddannelse med 110 pct. dagpengesats
Genindførelsen af retten til at tage en erhvervsuddannelse med 110 pct. af dagpengesatsen træder i kraft 1. juli. Lovændringen skal være med til at skaffe mere faglært arbejdskraft.
Nu kan ufaglærte dagpengemodtagere over 30 år eller faglærte med en forældet uddannelse uddanne sig som fx SOSU-assistent eller elektriker til 110 pct. af dagpengesatsen. For en måned siden vedtog Folketinget nemlig at genindføre retten til uddannelsesløft på 110 pct. dagpenge for resten af 2023.
Genindførelsen udspringer af regeringens Aftale om finanslov for 2023 mellem regeringen, SF, LA, RV og DF.
Ordningen har tidligere været gældende fra august 2020, men udløb 31. december 2022. I den periode har ca. 2.800 ledige påbegyndt en erhvervsuddannelse via ordningen, og erfaringerne peger på, at den forhøjede dagpengesats bidrager til, at flere ledige påbegynder en erhvervsuddannelse inden for områder, hvor der er mangel på arbejdskraft.
Dagpengemodtagere, der er påbegyndt et uddannelsesforløb i første halvdel af 2023, har mulighed for at overgå til ordningen på den højere dagpengesats, hvis den uddannelse, man har påbegyndt, fremgår af den nye positivliste for ordningen, og hvis de øvrige betingelser for ordningen er opfyldt. Begynder man på sit uddannelsesforløb her i efteråret, vil man ligeledes kunne færdiggøre uddannelsen i 2024 og frem på 110 pct. dagpenge.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Vi mangler faglærte på flere områder både i det offentlige og på det private arbejdsmarked. Erfaringerne med forhøjede dagpenge for visse erhvervsuddannelser har indtil videre været en succes. Vi ved også, at økonomien kan være en barriere for at påbegynde en uddannelse - især for folk over 30, der måske har købt bolig og stiftet familie. Derfor er det godt for både den enkelte og arbejdsmarkedet, at vi lader denne ordning fortsætte.
- Vi har store ambitioner i forhold til den grønne omstilling, hvor vi allerede mangler faglært arbejdskraft til at nå vores mål. Det samme gør sig gældende blandt andet i den offentlige velfærd. Den mangel vil kun vokse i årene der kommer, så det er afgørende, at vi giver oplagte muligheder for, at ledige kan blive en del af et arbejdsmarked, der buldrer derud af.