Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 26-10-2023

Arbejdsulykker koster samfundet næsten 30 mia. kr. om året

I dag udkommer Beskæftigelsesministeriets nyeste udgave af publikationen ”Status på arbejdsmarkedet”. Den giver overblik over de nyeste tendenser på arbejdsmarkedet og sætter denne gang særligt fokus på de samfundsøkonomiske omkostninger ved arbejdsulykker.

Det danske arbejdsmarked er fortsat i en stærk udvikling med rekordhøj beskæftigelse og lav ledighed. Den hastige udvikling er dog på vej ned i et roligere tempo, og arbejdsmarkedet er på vej ind i en normalisering efter et ekstraordinært højt niveau efter COVID-19-krisen.

I publikationens temakapitel fremgår det, at de samlede samfundsøkonomiske omkostninger ved arbejdsulykker beløber sig til 28,4 milliarder kroner om året, svarende til et arbejdsudbud på ca. 26.000 fuldtidspersoner. De samlede omkostninger dækker over et tab på 2,6 mia. kr. for tilskadekomne, 14,2 mia. kr. for arbejdsgiverne og 11,5 mia. kr. for det offentlige.

Analysen peger derfor på et stort økonomisk potentiale i forhold til at styrke arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser. Analysen viser samtidig, at flere tilskadekomne i lavere grad deltager på arbejdsmarkedet efter en arbejdsulykke, mens arbejdstiden reduceres for tilskadekomne, der fortsat er i beskæftigelse.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Når personer mister tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en arbejdsulykke, er det et tab for både den enkelte, der ikke længere er en del af arbejdsfællesskabet, for arbejdsgiverne, der mister værdifuld arbejdskraft, og for samfundet som helhed. Jeg er glad for, at vi netop har fremsat et lovforslag om et forbedret arbejdsskadesystem, som indeholder en række initiativer, der skal understøtte at tilskadekomne fastholdes på arbejdsmarkedet. Rent økonomisk ved vi nu, at samfundet går glip af næsten 30 mia. kr. på grund af arbejdsulykker. Det er et uhyre højt tal, som vi alle har en forpligtelse til at få nedbragt.  

Teknisk gennemgang kl. 9.30

Der er tekniske gennemgang af publikationen i Beskæftigelsesministeriet, Holmens Kanal 20, København torsdag den 26. oktober klokken 9.30. Her vil Amalie Sofie Jensen og Simon Gravers Jacobsen, hhv. kontorchef og afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet, gennemgå publikationen.

Læs mere

Kontakt

Pressevagt

51232830