PRESSEMEDDELELSE / 27-10-2023
Ny EU-aftale sænker grænseværdi for asbest
EU har vedtaget et direktiv, der sænker EU's grænseværdi for asbest markant. Efter en årrække skal medlemslandene foretage yderligere stramninger på området, når en ny målemetode er klar.
Arbejdstagerne i EU skal beskyttes bedre mod det farlige stof asbest. Inden udgangen af 2023 bliver grænseværdien i EU sænket fra 0,1 fibre/cm3 til 0,01 fibre/cm3. Det står klart efter Rådets vedtagelse af trilog-aftalen.
Efter en overgangsperiode på seks år kommer der ifølge aftalen endnu en stramning af reglerne på området. Her bliver en ny målemetode introduceret, så man kan sænke grænseværdien yderligere. Til den tid kan medlemslandene vælge imellem enten at sænke grænseværdien til 0,002 fibre/cm3 eller at fastholde grænseværdien på 0,01 - dog med krav om måling af tynde fibre.
Ifølge EUROSTATs opgørelse over anerkendte arbejdsbetingede sygdomme, er der i årene 2012-19 samlet registreret op imod 20.000 kræfttilfælde i EU på grund af asbest.
Danmark valgte at sænke grænseværdien herhjemme til 0,003 fibre/cm3 fra 1. januar 2022. Senere samme år indgik den daværende regering og alle Folketingets partier en asbestaftale, hvor man blandt andet gav Arbejdstilsynet bedre muligheder for at rejse straffesager mod virksomheder, der bryder asbestreglerne.
I foråret 2023 lavede regeringen (S, V og M), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige en ny arbejdsmiljøaftale med en historisk stor bevilling på 1,3 mia. kroner over fire år, der skal fremtidssikre arbejdsmiljøindsatsen - herunder indsatsen mod asbest.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- En markant sænkelse af grænseværdien er en sejr for arbejdstagere i EU. Det er godt, at der i hele EU kommer større fokus på asbest, så færre personer bliver udsat for fare. I Danmark er vi gået forrest, og vi har lagt pres på for, at grænseværdien i hele EU kommer ned.
- Denne sejr har mange mødre og fædre. Skiftende regeringer, vores danske europaparlamentarikere, arbejdsmarkedets parter herhjemme og en række andre har kæmpet denne kamp. Alle skal have ros for, at det nu er lykkedes, og at lønmodtagere på tværs af Europa nu opnår en højere beskyttelse. Man skal ikke blive syg af at gå på arbejde.