PRESSEMEDDELELSE / 23-08-2024
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensens kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for juni 2024
I juni 2024 var der lønmodtagere 3.025.200 i job. Det er 1.600 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,1 procent. Siden juni 2023 er der dermed samlet set kommet 28.300 nye beskæftigede til.
Ser man på den private sektor, er der kommet 2.000 flere lønmodtagere fra maj til juni 2024. I samme periode er der kommet 400 færre offentligt ansatte.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Det er opløftende, at der fortsat er fremgang i beskæftigelsen. Mange steder har både virksomheder og den offentlige sektor fortsat brug for nye medarbejdere, og det betyder, at flere får chancen for at blive en del af det danske arbejdsmarked.
- Det er blandt regeringens topprioriteter at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft til vores virksomheder og offentlige sektor. Derfor har vi blandt andet fjernet modregningen ved arbejdsindkomst for pensionister, der arbejder ved siden af deres folkepension. Vi ønsker, at flere går fra deltid til fuldtid, at flere indvandrere kommer i arbejde, og at flere bliver opkvalificeret og efteruddannet.