PRESSEMEDDELELSE / 17-09-2024
I dag behandler EU-Domstolen dansk søgsmål om annullation af EU’s mindstelønsdirektiv
EU-Domstolen i Luxembourg behandler i dag det danske annullationssøgsmål mod EU’s mindstelønsdirektiv. Danmark har fra starten været imod mindstelønsdirektivet, da der i regeringen, et bredt flertal i Folketinget og blandt arbejdsmarkedets parter er bred enighed om, at EU ikke skal blande sig i spørgsmålet om løndannelse.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Jeg er tilfreds med, at EU-Domstolen får mulighed for at vurdere sagen. Der er tale om en helt principiel sag.
- Regeringen, et bredt flertal i Folketinget og arbejdsmarkedets parter har været imod EU's direktiv om mindsteløn fra starten. Vi står fast på, at løndannelsen skal ske i Danmark og ikke i EU. Vi har 125 års gode erfaringer med at overlade forhandlingerne om løn- og arbejdsforhold til parterne.
Regeringen anlagde i januar 2023 et søgsmål ved EU-domstolen med påstand om at få annulleret EU's mindstelønsdirektiv. Direktivet blev endeligt vedtaget den 4. oktober 2022 og trådte i kraft den 14. november 2022. Medlemsstaterne skal gennemføre direktivet inden for to år, selvom der kører en sag.
Der forventes dom ved EU-Domstolen i første halvår 2025.