PRESSEMEDDELELSE / 21-10-2024
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensens kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for august 2024
I august 2024 var der 3.021.700 lønmodtagere i job. Det er 1.500 færre end måneden før. Siden august 2023 er der dermed samlet set kommet 22.400 nye beskæftigede til.
Ser man på den private sektor, er der kommet 1.900 færre lønmodtagere fra juli til august 2024. I samme periode er der kommet 400 flere offentligt ansatte.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- På trods af et lille fald holder beskæftigelsen sig på et højt niveau samtidig med, at ledigheden er lav. Men antallet af borgere i job og antallet af ledige har udviklet sig forskelligt i landet. Vi har kommuner, hvor beskæftigelsen godt nok er steget i det seneste års tid, men hvor ledigheden samtidig er steget. Og vi har endda kommuner, hvor beskæftigelsen er faldet.
- Der er mange årsager til, at tingene udvikler sig forskelligt i de forskellige landsdele. Men det er helt afgørende for mig, at vi understøtter en bæredygtig udvikling i hele landet. Vi skal have styr på balancerne, og det vil blandt andet sige, at der skal være muligheder for job og uddannelse i alle dele af Danmark. Det er også derfor vi styrker uddannelser udenfor de største byer, ligesom vi har gjort det permanent, at ledige ufaglærte kan blive faglærte på 110 procent dagpenge.