Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 14-10-2024

Børn har udført livsfarligt arbejde med asbest på byggeplads i Sønderjylland

Arbejdstilsynet er i forbindelse med tilsynsbesøg på en landejendom i Sønderborg Kommune stødt på mindreårige i alderen 14-15 år, som var i gang med at nedrive asbestholdige eternittagplader. Børnene udførte arbejde for en virksomhed beliggende på Vestsjælland. Arbejdstilsynet besøgte byggepladsen den 18., 19., og 20. september og har afgivet 14 strakspåbud på grund af unges ulovlige arbejde og arbejde med farlige stoffer og materialer uden brug af sikkerhedsforanstaltninger. 

Arbejdstilsynet ser på sagen med stor alvorlighed og har underrettet politiet, Skattestyrelsen og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Odsherred Kommune og Sønderborg Kommune.

På baggrund af orienteringen fra Arbejdstilsynet siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen:

- I den her sag overgår virkeligheden fantasien. Af det jeg kender til sagen, er det her fuldstændig grotesk på så mange parametre, at jeg dårligt ved, hvad der er værst. Jeg kan kun gentage, at asbest er livsfarligt, hvis det ikke bliver håndteret ordentligt. Det gør mig simpelthen så vred, at nogle voksne tilsyneladende har været fuldstændig ligeglade med de her børns liv og helbred, og jeg håber ikke, at de bliver syge af den her skødesløse omgang med et så farligt stof som asbest.

 

Kontakt

Pressevagt

51232830