Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 21-01-2025

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensens kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for november 2024

I november 2024 var der 3.035.400 lønmodtagere i job. Det er 2.700 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,1 procent. Siden november 2023 er der dermed samlet set kommet 29.600 nye beskæftigede til.

Ser man på den private sektor, er der kommet 2.900 flere lønmodtagere fra oktober til november 2024. I samme periode er der kommet 300 færre offentligt ansatte. 

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Det er helt utroligt positivt, at beskæftigelsen endnu engang stiger i Danmark oven på et historisk højt niveau. Den høje beskæftigelse giver økonomisk tryghed til den enkelte, men den viser også, at virksomhederne har gode rammer for at udvikle sig på vores stærke arbejdsmarked.

- Men igen er det vigtigt at understrege, at antallet af nye job fordeler sig ujævnt i landet. Virksomheder i de store byer udvider og ansætter nye medarbejdere i langt højere grad end i mange mindre kommuner. Vi ønsker en bedre balance mellem land og by, og derfor har vi fuld fokus på at uddanne ledige i hele landet, så vi kan fastholde og udvikle arbejdspladser overalt i Danmark.

Kontakt

Pressevagt

51232830