PRESSEMEDDELELSE / 20-03-2025
Ledigheden er næsten uændret i februar 2025
Der er 87.400 fuldtidsledige i februar 2025. Det viser de nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Ledigheden er dermed omtrent uændret i forhold til måneden før med en lille stigning på 600 fuldtidspersoner.
Ledighedsprocenten er fortsat uændret på 2,9 pct.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Vi skal bruge den her gunstige situation til at hjælpe de borgere, som er på kanten af arbejdsmarkedet, videre. Derfor er jeg glad for, at vi har igangsat Ungeløftet, hvor kommuner, virksomheder, organisationer og civilsamfundet går sammen om at skabe løsninger for de 43.000 unge uden uddannelse og beskæftigelse. På den måde får flere unge chancen for en plads i fællesskabet og på arbejdsmarkedet.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering offentliggør ledighedstallet for marts 2025 den 23. april 2025.