Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 09-09-2025

Lovforslag giver mulighed for at frakende rockere og bandemedlemmer deres førtidspension ved grov kriminalitet

Rockere og bandekriminelle får frakendt deres førtidspension, hvis de bliver dømt for grov kriminalitet. Lovforslaget er sendt i høring tirsdag den 9. september.

Man skal ikke kunne begå grov kriminalitet med den ene hånd og modtage en forsørgelsesydelse med den anden. Rockere, bandemedlemmer, fremmedkrigere og andre, der bliver dømt for grov kriminalitet, får frakendt deres førtidspension, seniorpension eller tidlig pension i fem år. Derefter kan de igen ansøge om at modtage ydelsen, hvis de opfylder betingelserne.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen: 

- Førtidspension er tiltænkt vores mest sårbare borgere – ikke organiserede kriminelle. Det skal ikke være sådan, at du får en ydelse betalt af skatteborgerne, fordi du ikke kan arbejde, hvis du så samtidig bruger din tid på at underminere samfundet ved at begå grov kriminalitet. Derfor er jeg glad for, at vi med lovforslaget kan frakende førtidspension fra dybt kriminelle.

Samtidig bliver den nuværende karantæneordning skærpet. Rockere, bandemedlemmer og andre, der begår grov kriminalitet, bliver udelukket fra at modtage en række andre offentlige ydelser, mens andre ydelser sættes ned til det laveste niveau i kontanthjælpssystemet. Desuden forlænges perioden for karantæneordningen fra tre år til fem år.

Lovforslaget udspringer af aftalen fra 18. juni mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Kontakt

Pressevagt

51232830