PRESSEMEDDELELSE / 18-09-2025
Tæt på uændret ledighed i august 2025
Der er 87.800 fuldtidsledige i august 2025. Det viser de nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Ledigheden er dermed tæt på uændret i forhold til måneden før med en lille stigning på 100 fuldtidspersoner. Ledighedsprocenten er fortsat uændret på 2,9 pct.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Den fortsat lave ledighed er udtryk for, at vi har et meget robust arbejdsmarked på trods af fyringsrunder og international uro, der kan påvirke ledigheden. Erhvervslivet har de senere år ansat rekord mange udenlandske medarbejdere, men det er min forventning, at virksomhederne også vil give de grupper, der stadig står uden for arbejdsmarkedet, en chance. Det gælder ledige seniorer og mennesker, der mangler et fleksjob. Men også de stadig flere unge uden job og uddannelse skal vi bringe mere i spil. Her er vi via Ungeløftet allerede i fuld gang med at hjælpe unge videre.