Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 08-10-2025

Lovforslag fjerner forsørgelsesydelser til dømte kriminelle i retspsykiatrien

Fra årsskiftet vil dømte til anbringelse eller behandling i retspsykiatrien ikke længere få udbetalt forsørgelsesydelser fra det offentlige. Det fremgår af et lovforslag, der bliver fremsat onsdag i Folketinget.

Nu bliver der sat en stopper for at udbetale forsørgelsesydelser til dømte kriminelle i retspsykiatrien, som ikke har udgifter til kost og logi, mens de er anbragte i retspsykiatrien. På den måde kommer reglerne for udbetaling af forsørgelsesydelser til at ligne dem, der allerede gælder for indsatte og varetægtsfængslede i fængsler og arresthuse, mest muligt.

Efter de nuværende regler kan en person godt få udbetalt fx førtidspension, selvom vedkommende er dømt til anbringelse eller behandling i retspsykiatrien, mens udbetalingerne stopper, hvis man afsoner i et fængsel.

Ændringen kommer også til at omfatte fængselsindsatte, som undervejs i deres afsoning bliver overflyttet til psykiatrisk behandling.

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek siger:

- Det skriger til himlen, at kriminelle kan spare store summer op af skatteborgernes penge, mens de er indlagt i retspsykiatrien og får kost og logi. Derfor er det godt, at vi får lukket for pengestrømmen til dem.

Lovforslaget udspringer af en aftale fra foråret lavet af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

Reglerne skal både gælde for nuværende og kommende anbringelses- og behandlingsdømte. De seneste tal fra 2022 viser, at omkring 1.600 personer i retspsykiatrien vil være omfattet. I stedet for en forsørgelsesydelse vil borgerne kunne modtage et månedligt beløb til personlige fornødenheder.

Kontakt

Pressevagt

51232830