PRESSEMEDDELELSE / 16-12-2025
Udsatte på krisecentre slipper for karantæne i dagpengesystemet
Hvis udsatte kvinder og mænd må opsige deres arbejde, fordi de tager på krisecenter, skal de ikke også miste deres dagpenge. Det vil derfor ikke længere blive betragtet som selvforskyldt ledighed i dagpengesystemet. Dermed undgår de fremover at få tre ugers* karantæne.
Kvinder og mænd, der er truet af fysisk eller psykisk vold, skal fremover kunne opsige jobbet og flytte i sikkerhed på et krisecenter uden at miste retten til dagpenge. Ændringen forventes at træde i kraft i februar 2026.
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek siger:
- Voldsramte mennesker skal ikke straffes med karantæne i dagpengesystemet, hvis de er nødt til at sige deres arbejde op, og opsøge et krisecenter. Der er rigeligt med usikkerhed forbundet med deres livssituation. Derfor skal de fremover være sikret, at de kan få dagpenge med det samme, hvis de er nødsaget til at opsige deres arbejde.
Ministeren har fået opbakning fra forligskredsen bag Aftale om et tryggere dagpengesystem til at indføre en ny bestemmelse, som sikrer netop det. Det betyder, at personer, der er nødt til at sige et job op af forskellige udefrakommende årsager, der har krævet en fraflytning af sin hidtidige bolig, ikke får karantæne i dagpengesystemet. Flytningen skal skyldes forhold såsom fysisk eller psykisk vold, trusler om vold, negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter, stalking og anden form for chikane.
Som det er i dag, betragtes flytning til et krisecenter ikke som gyldig grund til at sige sit jobbet op eller ikke at kunne deltage i et aktiveringstilbud som forsikret ledig. Derfor får disse personer karantæne i tre uger, før de igen har ret til arbejdsløshedsdagpenge. Der er dog tale om relativt få personer, der hidtil har været ramt af karantænen.
* Rettelse: I første version stod der tre måneder. Det er blevet rettet til tre uger, som der også fremgår længere nede i pressemeddelelsen.