PRESSEMEDDELELSE / 12-11-2026
Horsens Kommune vinder Fritidsjobprisen 2026
Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen har overrakt Fritidsjobprisen 2026 til Horsens Kommune ved KL’s Jobcamp. Kommunen vinder prisen for bl.a. at have fokus på en bred og sammenhængende ungeindsats og derudover at koble fritidsjobindsatsen med brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft.
Det er Horsens Kommune, der løber med den nye Fritidsjobpris. Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen overrakte prisen ved KL’s Jobcamp torsdag.
Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Et kæmpe tillykke til Horsens Kommune med Fritidsjobprisen og tak for at gå forrest. Det er en vigtig pris, fordi et fritidsjob er med til at give unge selvtillid, ansvar og en god begyndelse på arbejdslivet. De unge lærer, hvad det vil sige at være på en arbejdsplads og være med til at gøre en forskel. Jeg vil derfor gerne takke alle de kommuner, virksomheder og civilsamfundet, der har været med til at få flere unge i fritidsjob. Jeg håber, at kommunerne vil fortsætte det gode arbejde, og at prisen vil være en inspiration til, at det vigtige arbejde fortsætter og spreder sig i alle kommuner i landet.
Borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S), siger:
- Et fritidsjob er mere end bare et arbejde. Det er en mulighed for at opleve, at man kan noget, at andre har brug for én, og at man er en del af et fællesskab. Det giver unge ansvar, erfaringer og tro på egne evner – og kan være med til at åbne døren til uddannelse og arbejdsliv. Derfor er jeg både stolt og glad for, at vi har modtaget Fritidsjobprisen. Det er et vigtigt skulderklap til alle de medarbejdere, virksomheder og samarbejdspartnere, der hver dag gør en stor indsats for at give vores unge en god start på arbejdslivet.
Horsens Kommune bliver især fremhævet for en bred og sammenhængende indsats på tværs af kommunen, der understøtter unges vej ind på arbejdsmarkedet. Kommunen har taget store skridt til at styrke fritidsjobindsatsen på tværs af kommunen. Indsatsen omfatter blandt andet initiativet Samspil, som bygger bro mellem unge og virksomheder.
Derudover udmærker Horsens Kommune sig også ved at koble fritidsjobindsatsen til brancher med behov for arbejdskraft. Det sker bl.a. gennem Spire-ordningen med fokus på ældrepleje og dagtilbud, der giver unge mulighed for tidligt at stifte bekendtskab med social-og sundhedsområdet samt det pædagogiske område.