Spring over hovedmenu

Tilbagetrækningsreform

Regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) har den 13. maj 2011 indgået en aftale med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om en reform af tilbagetrækningssystemet, som blandt andet indebærer, at både efterløns- og pensionsalderen bliver gradvist hævet.

Aftalen om en tilbagetrækningsreform består af tre hovedelementer:

  • Forhøjelserne af efterløns- og folkepensionsalderen, der blev besluttet med Velfærdsaftalen i 2006, bliver fremrykket med fem år.
  • En treårig efterlønsmodel med højere efterlønssats, og hvor efterlønnen i højere grad kommer til at afhænge af ens pensionsformue.
  • En seniorførtidspension for nedslidte.

Fremrykning af Velfærdsaftalens forhøjelse af efterlønsalderen og folkepensionsalderen 
Den aftalte forhøjelse af efterløns- og folkepensionsalderen i Velfærdsaftalen bliver fremrykket med fem år:

  • Efterlønsalderen hæves med et halvt år om året fra 2014 til 2017. Efterlønsalderen bliver 62 år i 2017. 
  • Folkepensionsalderen hæves med et halvt år om året fra 2019 til 2022. Folkepensionsalderen bliver 67 år i 2022. Fra og med 2027 vil folkepensionsalderen være som aftalt i Velfærdsaftalen. 
  • Levetidsindekseringen af efterløns- og folkepensionsalderen i Velfærdsaftalen opretholdes.

En treårig efterlønsordning 
Der bliver indført en treårig efterlønsordning med højere efterlønssats, og hvor efterlønnen i højere grad kommer til at afhænge af ens pensionsformue:

  • Efterlønsperioden forkortes gradvist ved at hæve efterlønsalderen gradvist. Det sker fra 2018 og frem til 2023, hvor man kan gå på efterløn som 64-årig og få efterløn i tre år. 
  • Efterlønssatsen fastsættes til den maksimale dagpengesats i hele efterlønsperioden. Det kommer til at gælde, når efterlønsperioden er tre år. I dag er satsen lavere for personer, der går på efterløn, inden de fylder 62 år, og dermed inden de opfylder 2-årsreglen. 
  • Der indføres samme modregningsniveau for pensionsformuer for alle efterlønsmodtagere uanset, hvornår man går på efterløn. 
    Modregningen i efterlønnen for pensionsformuer bliver forhøjet fra 60 til 80 procent af beregningsgrundlaget. 
  • Fortsat mulighed for at optjene en skattefri præmie ved arbejde i op til tre år. 
  • Mulighed for at man i 2012 kan få sine efterlønsbidrag udbetalt skattefrit, hvis man ønsker at forlade ordningen.

Seniorførtidspension 
Der bliver indført en seniorførtidspension for nedslidte. Den er målrettet personer, der har et langt arbejdsliv bag sig og mindre end fem år til folkepensionsalderen. De får fremover en mere hurtig og enkel vej til førtidspension – uden arbejdsprøvninger.

Seniorførtidspension er ikke – som efterløn – betinget af, at ansøgeren har betalt til ordningen eller er medlem af en a-kasse.