Ny revision af Østaftalen
Regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgik den 29. juni 2007 en aftale om en ny revision af Østaftalen.
Aftalepartierne ønskede med aftalen at gøre det lettere for arbejdstagerne at komme til Danmark og bidrage til vækst og beskæftigelse. Samtidig ønskede partierne at sikre, at arbejde i Danmark foregår på ordnede vilkår.
Aftalen indeholdt følgende hovedelementer:
- Reviderede overgangsregler for statsborgere fra de 10 østeuropæiske EU-lande. Statsborgere fra de pågældende lande skal ikke længere ansøge om arbejds- og opholdstilladelse, hvis de er ansat i overenskomstdækket arbejde.
- Overvågning af tilgangen til udenlandsk arbejdskraft.
- Styrket myndighedskontrol.
- Parternes rolle ved sikring af ordnede løn- og ansættelsesvilkår.
- Forbedret information om vilkår og regler på arbejdsmarkedet.
- Analyser af udfordringerne.
- Forebyggelse af utilsigtet brug af sociale ydelser.