Spring over hovedmenu

Refusionssystemet og tilpasninger i udligningssystemet

Regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indgik 2. februar 2015 en aftale om en reform af refusionssystemet på beskæftigelsesområdet, hvor den kommunale udligning samtidig bliver tilpasset.

Med aftalen om en reform af refusionssystemet på beskæftigelsesområdet bliver der indført et nyt gennemskueligt refusionssystem, hvor refusionssatsen som udgangspunkt er ens på tværs af ydelser – og falder over tid. Dermed gøres der op med indviklede refusionsregler, der både afhænger af, hvilken indsats kommunen iværksætter for den ledige, og hvilken ydelse den ledige modtager.

Reformen skal danne rammerne for, at kommunerne kan fokusere beskæftigelsesindsatsen på den enkelte ledige og iværksætte netop de tiltag, som hurtigst muligt får ham eller hende tilbage i job.

Regeringen og forligspartierne er samtidig enige om at justere udligningsordningen, så de nye regler for refusion ikke skaber utilsigtede forskydninger i økonomien for de enkelte kommuner.

Refusionsomlægningen:

  • Reglerne for den statslige refusion til kommunerne forenkles, så der er samme refusionsprocent, uafhængig af hvilken ydelse refusionen vedrører. I dag gælder forskellige refusionsordninger afhængig af om udgiften vedrører kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge, førtidspension, fleksjobydelse osv.
  • Refusionsprocenten nedtrappes over tid fra 80 procent de første fire uger, 40 procent fra uge 5-26, 30 procent fra uge 27-52 og 20 procent fra efter uge 52.
  • Ydelser, som kommunen enten ikke eller kun i begrænset omfang kan påvirke, holdes dog uden for modellen som efterløn og skånejob.

Udligningsordningen:

  • Udligningsniveauet hæves i landsudligningen, og grænserne for overudligningsordningen og ordningen for kommuner med højt strukturelt underskud tilpasses til gavn for bl.a. yderkommunerne.
  • I 2016-2017 etableres en midlertidig ordning, som begrænser kommunernes tab og gevinster til 0,1 pct. af beskatningsgrundlaget i 2016 og 0,2 pct. i 2017 og der indføres et loft, som yderligere begrænser de maksimale tab og gevinster ved de nye regler til 10 mio. kr. i 2016 og 20 mio. kr. i 2017.
  • Finansieringsudvalget får til opgave at udarbejde en model for en permanent tilpasning af udligningssystemet, som kan træde i kraft fra 1. januar 2018.

Aftale om reform af refusionssystemet og tilpasninger i udligningssystemet (PDF)

Bilag 1. Et nyt refusionssystem på beskæftigelsesområdet (PDF)

Bilag 2. Tilpasninger i udligningssystemet (PDF)

Bilag 3. Kommissorium for Finansieringsudvalgets arbejde (PDF)