Brandmænds arbejdsmiljø
Regeringen (Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance) og Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre indgik den 10. september 2018 en aftale om brandmænds arbejdsmiljø.
Arbejdsmiljøet for brandfolk skal forbedres ved at sætte fokus på hygiejnen under og efter brandslukningen. Det betyder fx, at værnemidler håndteres på en måde, så der ikke kommer sod på huden. Det er resultatet af en ny politisk aftale i Arbejdsmiljøforligskredsen.
Med aftalen sikres det, at brandfolks udsættelse for tjærestoffer i røg, partikler og sod i forbindelse med deres arbejde minimeres så meget som muligt. Tjærestoffer er kræftfremkaldende og findes blandt andet i den røg, der udvikles i forbindelse med en brand. Aftalen skal mindske risikoen for udsættelse for skadelige partikler for de danske brandmænd.
Aftalen indeholder initiativer i tre spor:
- En styrket tilsynsindsats, hvor Arbejdstilsynet skal føre målrettet tilsyn med hygiejneprocedurer og den konkrete håndtering af forurenet materiel efter brandslukning, herunder rengøringen af brandmandsdragter.
- Kommunikation og vejledning, hvor Arbejdstilsynet vil styrke kommunikationen om hygiejnereglerne og opdatere tilsynsunderstøttende materialer blandt andet om, at branddragter skal rengøres professionelt.
- Opfordring til ny forskning på området, som blandt andet skal afdække, hvilke interventioner der kan reducere påvirkningen fra fx sod. Mere forskning på området søges finansieret gennem Arbejdsmiljøforskningsfonden, der årligt uddeler knap 60 mio. kr. med det formål at styrke arbejdsmiljøforskning i Danmark.