Aftale om ekstraordinært løft af ledige
Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har den 17. juni 2020 indgået en aftale, der giver et ekstra rygstød på 390 mio. kr. til at bringe det danske arbejdsmarked godt videre efter corona-krisen. Aftalen bygger videre på den særskilte aftale, som S, V, DF, RV og K (aftalepartierne bag beskæftigelsesreformen) har indgået om at styrke opkvalificeringsindsatsen med knap 340 mio. kr. Samlet er der i perioden 2020-2023 afsat 730 mio. kr. til at opkvalificere ledige.
Aftalen betyder, at ufaglærte og faglærte med en forældet uddannelse fra august og frem til udgangen af 2021 får ret til at tage en erhvervsuddannelse på 110 procent dagpenge. Kravet er, at man er fyldt 30 år og starter på en uddannelse, hvor der er gode jobmuligheder. På fagområder, hvor der ikke mangler arbejdskraft, får ledige 80 procent dagpenge under uddannelsen med mulighed for at låne op til 100 procent, som det også er tilfældet i dag.
For at ledige hurtigt og fleksibelt kan omstilles til nye job og brancher, bliver de korte erhvervsrettede uddannelser styrket. En effektevaluering af jobrettede kurser viser, at disse kurser har gode effekter – særligt for nyledige samt for ufaglærte og faglærte. Det kan fx være et kursus på tre dage til en ufaglært bygningshåndværker om energioptimering af bygningskonstruktioner.
Med aftalen får forsikrede ledige ret til at begynde på seks ugers jobrettet uddannelse allerede fra første ledighedsdag og ikke efter fem uger, som kravet er i dag. Arbejdsmarkedets parter skal være med til at udpege de kurser, som man kan komme på med seks ugers jobrettet uddannelse. Derudover får ledige, der har en konkret aftale med en arbejdsgiver om et job, ret til at starte på et kort erhvervsrettet kursus.
Aftalen indeholder følgende initiativer:
- Ret til en erhvervsuddannelse på 110 procent dagpenge
- Suspendere positivlisten for beskæftigede i voksenlærlingeordningen
- Ekstra løft af erhvervsrettede kurser
- Samle og styrke ordninger for korte erhvervsrettede kurser
- 6 ugers jobrettet uddannelse fra første ledighedsdag
- Håndsrækning til dimittender
- Lige adgang til certifikatkurser i AMU
- Graduate-programmer til nyuddannede
- Kompetenceløft til iværksættere
Aftalen indeholder samlet initiativer til 390 millioner kroner.