Spring over hovedmenu

Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem

Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet har den 23. september 2022 indgået en aftale om et forbedret arbejdsskadesystem.

Regeringen og aftalepartierne er enige om at styrke og forbedre arbejdsskadesystemet med en række konkrete initiativer, der skal forbedre tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet, forbedre sagsbehandlingstiderne og øge erstatningsniveauet

Med aftalen bliver det mere attraktivt for tilskadekomne at tage en kompetencegivende uddannelse, hvis de ikke længere kan varetage deres oprindelige job. I den sammenhæng indføres en ny ordning, hvor tilskadekomne under uddannelsen har en stærk økonomisk sikkerhed med 83 pct. af deres hidtidige løn. Det skal skabe bedre rammer for, at man efter en arbejdsskade kan komme tilbage i beskæftigelse og udnytte den arbejdsevne, man stadig har.

Der indføres en række initiativer, der skal forkorte sagsbehandlingstiden for arbejdsskadesagerne. Det gælder bl.a. indførelsen af konkrete måltal for en kortere sagsbehandlingstid.

Derudover forbedres erstatningssystemet ved bl.a. at indføre en pligt til forsikring for visse arbejdsgivere. Det skal gøre det lettere for ansatte i omsorgsfunktioner at få erstatning, hvis de udsættes for vold på arbejdspladsen.

 

Læs aftaleteksten (PDF)