Aftale om et ungeløft
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), SF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har den 22. oktober 2024 indgået en aftale om et ungeløft. Aftalen fokuserer på at hjælpe de 43.000 unge uden uddannelse eller arbejde ind på arbejdsmarkedet.
Aftalen skal hjælpe med at løfte de ca. 43.000 unge, som hverken er i uddannelse eller har et arbejde. En stor del af de unge har diagnoser eller sociale problemer og står uden for arbejdsmarkedet på trods af en stigende beskæftigelse generelt i samfundet.
Aftalepartierne afsætter mere end 1,3 mia. kr. frem mod 2035, som blandt andet går til styrkede indsatser til unge med psykiske eller sociale problemer. Indsatserne tager højde for hele den unges situation på tværs af bl.a. beskæftigelse, sundhed og psykiatri.
Partierne lægger også op til et nyt, stærkt partnerskab mellem relevante aktører tæt på de unge, som både skal skabe jobåbninger og ruste de unge til arbejdsmarkedet. Regeringen og partierne bag aftalen vil nu række hånden ud til kommuner, virksomheder og civilsamfund for at få nedsat partnerskabet.
Aftalen indeholder 11 tiltag:
- Ungeløftet: Et stærkt partnerskab på tværs af samfundet
- Markant styrkelse af indsats til unge med psykiske lidelser
- Flere unge skal med
- Kapitalindskud i Den Sociale Investeringsfond
- Styrket indsats for kriminalitetstruede unge
- Meningsfulde fællesskaber
- Styrket indsats for unge med handicap
- Støtte til inddragelse af unge i Ungeløftet
- Flere unge skal have mulighed for at komme på højskole
- Højere tilskud til frie fagskoler
- Større kendskab til EGU på deltid