Spring over hovedmenu

Aftale om styrket indsats mod social dumping

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet har den 23. maj 2024 indgået en aftale om at begrænse social dumping på danske arbejdspladser.

Et bredt flertal i Folketinget er enige om, at ordnede forhold og fair konkurrence skal være et grundvilkår på det danske arbejdsmarked og har derfor indgået en aftale, der styrker indsatsen mod social dumping.

Aftalen indebærer blandt andet mulighed for at stoppe entreprenører, der gentagne gange alvorligt bryder reglerne, bedre mulighed for at føre kontrol med boliger udlejet af arbejdsgivere til deres ansatte og styrket indsats mod brug af illegal arbejdskraft på danske arbejdspladser.

Med aftalen om en styrket indsats mod social dumping sættes der ind på ni områder:

  • Intensiveret tilsyn og entreprenørstop
  • Boligtilsyn
  • Styrket indsats mod illegal arbejdskraft
  • Brancherettet indsats mod ikke reelt selvstændige
  • Tættere samarbejde i komplicerede social dumping sager
  • Forebyggende indsats i form af udbredt viden om regler og rettigheder mv. på det danske arbejdsmarked
  • IT-forbedringer i RUT
  • Brancherettede indsatser i udvalgte sektorer
  • Statens Kontrolenhed for Arbejdsklausuler