Trepartsaftale om ekstraordinær hjælp til elever og lærlinge samt virksomheder
Regeringen (Socialdemokratiet) og arbejdsmarkedets parter indgik den 28. maj 2020 en aftale, der fordeler et overskydende beløb fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) på 5,4 milliarder kroner til virksomheder.
Aftalen skal bane vejen for flere lærepladser i en tid, hvor der oprettes markant færre lære- og elevpladser.
Med aftalen indføres en løntilskudsordning for private virksomheder, der har lærlinge eller vil ansætte lærlinge. Her får virksomhederne resten af året dækket 75 pct. af deres igangværende lærlinges løn. Derudover gives der løntilskud for så vidt angår nye aftaler på hhv. 45 pct. til korte aftaler og 90 pct. til ordinære uddannelsesaftaler. Løntilskudsordningen gælder fra 1. maj til 31. december 2020.
For at stimulere dansk økonomi og understøtte den fortsatte oprettelse af lærepladser er aftaleparterne enige om at yde et ekstraordinært tilskud på samlet set 1,4 mia. kr. til samtlige arbejdsgivere.
Alle arbejdsgivere på både det offentlige og private område får desuden forhøjet lønrefusion under skoleophold med 20 pct. i 2. halvår af 2020.