Trepartsaftale om midlertidig lønkompensation
Regeringen (Socialdemokratiet) og arbejdsmarkedets parter indgik den 15. marts 2020 en trepartsaftale om en midlertidig lønkompensationsordning for lønmodtagere på det private arbejdsmarked.
Aftalen er et stort bidrag til, at regeringen og arbejdsmarkedets parter i fællesskab sikrer, at COVID-19 i mindst muligt omfang rammer danskernes arbejde og levebrød.
Med aftalen sikrer regeringen og arbejdsmarkedets parter, at virksomheder, der oplever ordrenedgang og færre kunder som følge af COVID-19 og derfor ikke kan beskæftige deres medarbejdere, i tre måneder kan få delvis refusion for afholdte lønudgifter.
Virksomhederne forpligter sig til ikke at afskedige medarbejdere af økonomiske årsager i den periode, hvor de modtager kompensationen.
Den midlertidige kompensationsordning gælder fra 9. marts til 9. juni 2020.