Trepartsaftale om forlængelse af midlertidig arbejdsfordelingsordning og lønkompensation
Regeringen (Socialdemokratiet) og arbejdsmarkedets parter har i december 2021 indgået en trepartsaftale, der i en tid med stigende smittetryk og nye række restriktioner skal skabe tryghed for lønmodtagere og virksomheder.
Trepartsaftalen indeholder tre tiltag:
For det første forlænges den midlertidige arbejdsfordelingsordning til den 31. marts 2022. Ordningen stod til at udløbe ved årsskiftet.
For det andet er der enighed om, at lønkompensationsordningen for tvangslukkede virksomheder skal gælde så længe, der er virksomheder, som har forbud mod at holde åbent. Det betyder, at natteliv, spillesteder mv., der lukkes direkte som følge af restriktionerne, kan hjemsende deres medarbejdere på lønkompensation.
Og for det tredje er der aftalt en midlertidig lønkompensationsordning for følgeerhverv og de virksomheder, der er hårdt ramt henover jul og nytår. Virksomheder, der sender over 30 pct. af medarbejderne hjem som en konsekvens af restriktionerne, vil være omfattet af ordningen. Ordningen vil gælde fra den 10. december 2021 til den 15. januar 2022.