Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 31-05-2021

Regeringen modtager Ydelseskommissionens anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem

Ydelseskommissionen har gennem de seneste 18 måneder kortlagt det komplekse kontanthjælpssystem. Arbejdet er nu afsluttet, og regeringen har i dag modtaget kommissionens anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem.

Regeringen nedsatte i december 2019 en Ydelseskommission til at gentænke hele kontanthjælpssystemet. Det har blandt andet været en bunden opgave for kommissionen at finde en afløser for kontanthjælpsloftet, uden at det bliver muligt at modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang. Kommissionen har også skullet finde en balance mellem, at børn skal kunne vokse op under rimelige forhold, og at der skal være en gevinst for deres forældre ved at tage et arbejde.

Ydelseskommissionen afleverer i dag sine anbefalinger til et nyt og mere enkelt kontanthjælpssystem, hvor der er lagt vægt på at skabe en rimelig og mere ensartet levestandard på tværs af familietyper, og sikre at børn får mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet.  

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Regeringen har i dag modtaget Ydelseskommissionens anbefalinger til et nyt og mere enkelt kontanthjælpssystem. Jeg vil gerne takke hele kommissionen og ikke mindst formand Torben Tranæs for et stort og grundigt arbejde. Det giver os et godt grundlag at arbejde videre ud fra.

- Rapporten bekræfter, at kontanthjælpssystemet er blevet meget uigennemskueligt, og hvorfor der er behov for en forenkling. Og vi glæder os over, at rapporten viser, at det vil være muligt at indrette systemet på en måde, der samlet set ikke øger udgifterne til passiv forsørgelse, men tværtimod bidrager til at øge beskæftigelsen.

- Når det gælder de kommende forhandlinger har regeringen tre pejlemærker. For det første skal der være en økonomisk gevinst ved at være i arbejde. Kontanthjælp er en midlertidig ydelse, og det skal ydelserne afspejle. For det andet skal børn i Danmark vokse op under rimelige forhold og have mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet. Og for det tredje må ydelserne ikke øge tilstrømningen til Danmark. Regeringens politik er den samme som før valget – vi ønsker ikke at hæve ydelserne til udlændinge. Og der bør fortsat være et optjeningsprincip, så man ikke kan få høje ydelser fra dag et i Danmark.

- Det er samtidig helt afgørende for regeringen, at et nyt kontanthjælpssystem kommer til at spille godt sammen med og understøtte regeringens kommende forslag om en 37 timers arbejdspligt for nytilkomne udlændinge og andre med et fortsat integrationsbehov. Formålet er at skabe en arbejdslogik i systemet. Man skal mødes med et krav om 37 timers arbejdspligt og kun honoreres for den indsats, man yder – på samme måde som på arbejdsmarkedet.

- Jeg vil nu sammen med Folketingets partier dykke grundigt ned i kommissionens anbefalinger. Det er mit og regeringens mål, at der kan landes en bred aftale hen over midten. Ydelserne er gennem årene blevet ændret mange gange af skiftende regeringer, og der er brug for stabilitet om rammerne. 

De politiske partier vil blive indkaldt til tekniske drøftelser, hvor de centrale temaer kommer på dagsordenen. Formanden for Ydelseskommissionen, Torben Tranæs, er inviteret med for at give partierne en grundig indføring i kommissionens overvejelser og anbefalinger.

Ydelseskommissionen har bestået af seks personer: Torben Tranæs (formand), professor og forskningsdirektør i VIVE, Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune, Jon Kvist, professor, Roskilde Universitet, Jytte Andersen, tidligere minister og tidligere medlem af Folketinget, Lisbeth Pedersen, forsknings- og analysechef, VIVE, og Mette Ejrnæs, professor i økonomi, Københavns Universitet.

Kontakt

Pressevagt

51232830