Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 31-10-2019

Aftale: Over 100 millioner kroner til opkvalificering

Bred aftale sikrer godt 100 millioner kroner til primært at opkvalificere ufaglærte. Pengene betyder, at flere kan tage springet fra ufaglært til faglært, og så er der hjælp til nyuddannede, som har svært ved at komme i job.

Der er 102 millioner kroner på vej til opkvalificering af de borgere, som har mindst uddannelse. Opkvalificeringspakken skal få flere med og samtidig sikre, at virksomhederne har adgang til faglært og kvalificeret arbejdskraft. Bag aftalen står Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti og de Konservative.

Partierne er blandt andet enige om at sætte skub i jobrotationsordningen i 2020, så fx en ufaglært medarbejder i hjemmeplejen kan uddanne sig til social- og sundhedshjælper, mens en ledig vikarierer for den pågældende medarbejder under hele uddannelsen. Der er afsat 20 millioner kroner til nye muligheder for jobrotation, som er målrettet beskæftigede over 25 år med mindst to års relevant erhvervserfaring. 

Derudover er der 30 millioner kroner til, at flere jobparate kontanthjælpsmodtagere kan få erhvervsrettet opkvalificering inden for brancher, hvor der er behov for hænder. Det kan fx være et specialiseret svejsekursus, et kursus om godstransport med lastbil eller et hygiejnecertifikat.

Desuden er partierne enige om at forlænge trainee-ordningen for dimittender under henholdsvis FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) og AC (Akademikerne), der får ekstra hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet.

Sammenlagt er der tale om en pakke til 102 millioner kroner, som finansieres af overskydende midler på to uddannelsespuljer fra beskæftigelsesreformen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard:

- Vi skal gøre gode tider bedre for alle. Derfor vil regeringen gøre op med det ensidige fokus på arbejdsudbud, som alt for længe har dikteret beskæftigelsespolitikken, og i stedet fokusere på det centrale, nemlig at ledige og medarbejdere får de kvalifikationer, som virksomhederne har brug for. Jeg er derfor glad for, at vi har lavet en bred aftale, som sikrer, at flere af dem med mindst uddannelse kan få et kompetenceløft og fx tage springet fra ufaglært til faglært. Denne pakke er første skridt, for vi kan desværre se, at alt for få ledige uddanner sig. Vi er ved at kortlægge hvorfor i et stort serviceeftersyn af beskæftigelsesreformen. Næste skridt tager vi, når vi kender resultaterne af eftersynet.

Beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V):

- Det er en hjertesag for Venstre at flytte mennesker fra ledighed til fællesskabet. Fordi det gør en enorm forskel for den enkelte, men også for samfundet, at være i job. Derfor glæder jeg mig også over, at Venstre har sat et meget tydeligt aftryk på aftalen, hvor vi har båret flere elementer med ind til bordet – eksempelvis puljen målrettet opkvalificering inden for mangelområder og en fortsættelse af trainee-ordningen. Men aftalen hjælper ikke på regeringens fuldstændig fraværende fokus på at bidrage til at skabe vækst og nye job.

Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF):

- Dansk Folkeparti er glad for aftalen. Vi har ønsket at der blev sat gang i jobparate kontanthjælpsmodtageres mulighed for opkvalificering, og med denne aftale får de bedre mulighed for at opkvalificere sig til ledige job og dermed større chance for at komme i job. Desuden sættes der ekstra gang i jobrotation, der også vil forbedre lediges mulighed for at komme i job.

Beskæftigelsesordfører Samira Nawa (RV):

- Mange steder i Danmark kalder vores virksomheder på arbejdskraft. Jeg er glad for, at vi med denne aftale afsætter midler til opkvalificering af ledige, og forhåbentlig kan det være med til at dække blot en lille del af behovet. Aftalen er første skridt, men der skal meget mere til. Jeg er særligt glad for, at det lykkedes at forlænge traineeordningen for dimittender, så vores nyuddannede får ekstra hjælp til at få ordentligt fodfæste på arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsesordfører Naser Khader (K): 

- Konservative er rigtig glade for, at vi kan hjælpe flere ledige med at få uddannelse som virksomhederne efterspørger. Det handler om at få matchet de ledige og virksomhederne.

Arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen (S):

- Der er forsat alt for mange ufaglærte og faglærte med forældet kompetencer, som mangler den sidste hjælpende hånd for enten at komme i arbejde eller bide sig fast på arbejdsmarkedet. Der har været alt for lidt fokus på, hvilken betydning det har for alle de ledige og ikke mindst samfundet, at de har muligheden for at kunne uddanne sig og gå fra ufaglært til faglært eller tage det sidste afgørende kursus, som giver dem et job. Her skal vi bruge endnu flere kræfter fremover, og denne aftale er et første godt skridt på vejen.

Seks initiativer

Kontakt

Pressevagt

51232830