PRESSEMEDDELELSE / 13-10-2023
Skærpet beskæftigelseskrav sender 10.000 borgere på laveste ydelse
Der er indgået en aftale om at skærpe optjeningsreglerne for kontanthjælp. Fremover skal alle borgere – uanset hvornår de er kommet til Danmark – opfylde et opholds- og beskæftigelseskrav for få en højere ydelse.
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er blevet enige om Aftale om skærpede optjeningsregler for kontanthjælp, der betyder, at optjeningsreglerne for kontanthjælp bliver strammere. Det betyder, at mere end 10.000 personer overgår til den laveste ydelse i kontanthjælpssystemet – heraf langt de fleste fra kontanthjælp.
Den berørte gruppe, der primært er ikke-vestlige indvandrere, har været i Danmark i en lang årrække, men de har været på arbejdsmarkedet i begrænset omfang.
Man skal opfylde både opholds- og beskæftigelseskravene for at få adgang til de højere ydelser – ellers får man den laveste ydelse i kontanthjælpssystemet, dvs. selvforsørgelses-, hjemrejse- og overgangsydelse. Som det er i dag, skal man have haft 2,5 års fuldtidsbeskæftigelse i de seneste 10 år for at opfylde beskæftigelseskravet, hvis man er indrejst efter 2008.
Med den nye aftale vil beskæftigelseskravet også gælde for personer, der er indrejst før 2008.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen:
- Der er for mange, som er kommet til Danmark og er gået rundt på kontanthjælp i mange år uden at være i arbejde. Det kan vi ikke acceptere. Vi bliver nødt til at stille krav. Det gør vi ved at ensarte reglerne om beskæftigelseskravet for dem, der er rejst til Danmark før 2008 og efter 2008.
Økonomiminister og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen:
- I Danmark skal vi møde mennesker med en forventning om, at man både kan og vil arbejde. Derfor er vi enige om, at skærpe optjeningsreglerne for alle personer, der er kommet til landet før 2008 – sådan som det gælder for dem, der er kommet til siden hen. Skærpelsen betyder, at flere tilskyndes til at komme i job. Det er den rigtige vej at gå.
Medlem af Folketinget for Moderaterne, Charlotte Bagge Hansen:
- I Moderaterne er vi glade for aftalen, som både ensretter reglerne, stiller tydelige krav til kontanthjælpsmodtagere og sikrer, at det bedre kan betale sig at arbejde. Det er kun værdigt for den enkelte at blive mødt med klare forventninger.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek:
- Vi ser stadig en gruppe, som står uden for arbejdsmarkedet, hvor af langt de fleste har ikke-vestlig baggrund. Det synes jeg ikke er rimeligt. De skal ud af kontanthjælpssystemet og ind i fællesskabet.
Beskæftigelsesordfører for Danmarksdemokraterne, Charlotte Munch:
- Alt for mange med ikke-vestlig baggrund har været på kontanthjælp i mange år uden at bestille noget. Det duer ikke, for de skal bidrage. Nu sikrer vi, at 10.000 af de mennesker får en væsentlig lavere ydelse, og det er jeg tilfreds med. Målet er naturligvis, at de på den måde skal presses ud på arbejdsmarkedet.
Beskæftigelsesordfører for Liberal Alliance, Sólbjørg Jakobsen:
- Liberal Alliance er glade for at være med til at forenkle reglerne, så vi sidestiller kravene for de mennesker, som er rejst ind i landet før 2008, med dem som er rejst ind senere. Aftalen giver et provenu, som vi hellere ville have brugt på eksempelvis skattelettelser, men det skal ikke hindre vores opbakning til at gøre reglerne mere enkle og rimelige.
Beskæftigelsesordfører for Det Konservative Folkeparti, Helle Bonnesen:
- Vi får nu en ensretning af SHO-ydelsen, uanset om man er kommet til Danmark før eller efter 2008. Det simplificerer et i forvejen komplekst system. Det giver god mening og klarhed.