Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 31-08-2026

Ny rapport fra Ekspertgruppen for Arbejdsulykker anbefaler fire tiltag, der skal stoppe ulykker med fald fra taget

Ekspertgruppen for Arbejdsulykker har udgivet sin anden rapport, som denne gang kommer med anbefalinger til forebyggelse af ulykker ved fald fra højden ved tagarbejde i byggebranchen.

Ekspertgruppen peger på fire hovedanbefalinger, der skal styrke sikkerhedskulturen i byggebranchen. Målet er at fremme normer og adfærd, som understøtter sikkerhed og bidrager til at nedbringe antallet af ulykker, herunder faldulykker ved tagarbejde. Anbefalingerne er:

  1. Dannelse af en koalition af rollemodeller for fremtidens sikre byggebranche, der sætter retning for en stærkere sikkerhedskultur
  2. Forenkling af tagregler, så de bliver lettere at forstå og bruge som grundlag for at arbejde sikkert
  3. Nye løsninger og branchestandarder, som kan hjælpe virksomhederne med at arbejde sikkert ved tagarbejde
  4. Uddannelse i arbejdsmiljø og sikkerhed, så både de udførende og ledere m.fl. på byggepladser har den nødvendige viden om arbejdsmiljø og sikkerhed

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Der sker for mange alvorlige arbejdsulykker inden for byggeriet. Det er jeg meget optaget af, at vi får nedbragt. Derfor er jeg glad for, at ekspertgruppen har set på dette vigtige område og er kommet med anbefalinger til forebyggelse. Jeg glæder mig nu til at læse mig ned i rapporten og anbefalingerne. Jeg vil bede Arbejdstilsynet om at følge op på ekspertgruppens anbefalinger i samarbejde med parterne.

Formand for Ekspertgruppen for Arbejdsulykker Dan Radmer Henriksen siger:

- Det har været spændende at dykke ned i denne meget komplekse branche. Ekspertgruppen ser et stort potentiale for, at fokus på sikkerhed bliver styrket i byggebranchen og indgår som en vigtig del af samarbejdet mellem alle byggepladsens aktører. Vi håber, at rollemodeller fra branchen vil bidrage til at vise, at det kan betale sig at investere i at arbejde sikkert.

Fakta om ekspertgruppens analyse

Ekspertgruppens undersøgelser har blandt andet vist, at faldulykker ved tagarbejde oftest udløses af en eller flere af følgende forhold:

  • Konkurrence om pris i branchen, hvilket kan påvirke prioriteringen af sikkerhed
  • Tagregler, der er svære at forstå og omsætte til sikkerhedsforanstaltninger
  • Tekniske hjælpemidler anvendes forkert eller til opgaver, de ikke er beregnet til
  • Manglende viden om sikkerhed og sikre metoder til at løse opgaver.

I perioden 2020-2024 var der syv dødsulykker i branchen, hvor skadelidte faldt fra højden i forbindelse med tagarbejde.

I 2026 gennemfører Arbejdstilsynet også en helhedsorienteret indsats i bygge- og anlægsbranchen som en del af handlingsplanen mod arbejdsulykker.

Læs mere om ekspertgruppen og den seneste rapport