Aftale om flere unge i fritidsjob
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet har den 12. september 2024 indgået en aftale om fritidsjob.
I juni måned indgik regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner en fælles forståelse om flere fritidsjob. Nu tilslutter samtlige partier i Folketinget sig de lovændringer, der kan understøtte, at flere unge får et fritidsjob.
Med aftalen bakker partierne op om følgende initiativer, der kræver lovændring:
- Afskaffelse af arbejdsmarkedsbidraget for unge under 18 år.
- Mulighed for at vejlede 13-17-årige om fritidsjob i den kommunale ungeindsats.
- Unge, der er fyldt 15 år, må i dag som udgangspunkt arbejde i tidsrummet mellem 06-20. Det udvides, så de kan arbejde i tidsrummet mellem 06-22 eller 07-23 på tværs af alle brancher.
Aftalekredsen er derudover enige om, at det er hensigtsmæssigt at fremrykke datoen for afslutningen af undervisningspligten fra udgangen af juli til udgangen af juni. Det giver 15-årige bedre mulighed for at tage et fritidsjob i sommerferien, hvor de afslutter 9. klasse.