Spring over hovedmenu

NYHED / 21-05-2025

Regeringen og KL indgår aftale om udmøntning af beskæftigelsesreform

Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) er blevet enige om, hvordan beskæftigelsesreformen skal føres ud i livet. Aftalen skal sikre forankring og skabe gode rammer for implementeringsarbejdet i kommunerne.

KL støtter intentionerne om at forenkle og frisætte beskæftigelsesområdet i Aftale om en reform af beskæftigelsesindsatsen, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre indgik i april 2025.

Med reformen får kommunerne bedre rammer for at tilrettelægge indsatsen efter lokale behov, samtidig med at der tilvejebringes et årligt provenu på 2,7 mia. kr. fra 2030 og frem.

I aftalen er regeringen og KL enige om, at der igangsættes en række implementeringsspor, som skal sikre, at reformen kommer godt ud at leve i kommunerne. Dertil sikrer aftalen, at kommunerne får bedre tid til at omstille deres beskæftigelsesindsats.

Herudover tilføres der yderligere 20 mio. kr. til opkvalificering af medarbejderne og ledere i beskæftigelsesindsatsen, samtidig med at opkvalificeringsindsatsen nu allerede påbegyndes i 2026. 

Kontakt

Pressevagt

51232830