PRESSEMEDDELELSE / 30-06-2025
Ny overenskomstordning for udenlandsk arbejdskraft og nye initiativer mod social dumping
Regeringen præsenterer en ny overenskomstbaseret erhvervsordning, som skal sikre dansk erhvervsliv nemmere adgang til udenlandsk arbejdskraft fra udvalgte lande på danske løn- og arbejdsvilkår. Derudover præsenterer regeringen nye initiativer mod social dumping, herunder krav om ID-kort på større bygge-og anlægsprojekter.
Med en ny overenskomstbaseret erhvervsordning vil regeringen give danske virksomheder bedre adgang til arbejdskraft fra udvalgte lande under ordnede danske forhold.
Med den nye overenskomstbaserede ordning vil det fremover være et krav, at hvis man ønsker at benytte den til at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark, skal man have en overenskomst indgået mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation. Det er samtidig en styrkelse af den danske model.
Den nye ordning begrænses til statsborgere fra bestemte lande. Aktuelt vil der være tale om USA, Storbritannien, Singapore, Kina, Japan, Australien, Canada, Indien, Brasilien, Malaysia, Montenegro, Serbien, Nordmakedonien, Albanien, Ukraine og Moldova.
Mange virksomheder følger reglerne, men der er desværre også alt for mange eksempler på virksomheder, der gør det modsatte. Kampen mod social dumping er vigtigere end nogensinde. Derfor er det afgørende for regeringen at beskytte de arbejdsgivere, som spiller efter reglerne og sikrer en fair konkurrence, men også de arbejdstagere, der bliver udnyttet og arbejder under helt urimelige og livsfarlige arbejdsvilkår.
Regeringen vil derfor samtidig med indførslen af den nye ordning også gennemføre nye initiativer mod social dumping. Et af de nye initiativer mod social dumping er et krav om ID-kort på større bygge- og anlægsprojekter, som skal gøre det nemmere for myndighederne at kontrollere, at arbejdet foregår på lovlig vis. ID-kortet vil også være et værdifuldt redskab for bygherrer og entreprenører.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Det her er et nybrud i måden, vi giver adgang til Danmark for udenlandsk arbejdskraft, hvor man nu som virksomhed skal have en overenskomst, hvis man ønsker at benytte den nye ordning. Det er en klar styrkelse af den danske model. Vi styrker også indsatsen mod social dumping, og jeg er stolt over, at vi nu endelig får et krav om ID-kort på større bygge- og anlægsprojekter, som vil være et værdifuldt redskab for både myndigheder, bygherrer og entreprenører.
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
- Med den nye aftale sikrer vi, at det bliver lettere for danske virksomheder at ansætte kvalificeret international arbejdskraft - og at det er på ordnede løn- og arbejdsvilkår. Vi indfører nu en ordning med en lavere beløbsgrænse for certificerede virksomheder med udgangspunkt i overenskomsterne.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
- Lige nu mangler vi medarbejdere til at løfte vigtige opgaver i vores samfund. Derfor er det helt afgørende, at vi giver danske virksomheder bedre muligheder for at rekruttere kvalificeret international arbejdskraft. Det er vigtigt, at vi i Danmark har internationalt udsyn, hvis vi vil sikre fortsat vækst og flere jobs. I en tid med splittelse, hvor flere lande synes at lukke sig om sig selv, skal vi i Danmark insistere på det internationale samarbejde.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
- Sunde danske virksomheder har enorm betydning for dansk økonomi og for samfundet som helhed. Vi skal sikre væksten, og det skal vi bruge kvalificerede hænder til. Det åbner vi for med den her ordning. Men vi skal gøre det klogt og med de danske værdier for øje. Vi ved, at områder med udenlandsk arbejdskraft i højere grad oplever social dumping. Det er gift for det danske arbejdsmarked og for sammenhængskraften i vores samfund. Derfor har det været afgørende, at der er krav om overenskomst på den nye ordning, og at vi samtidig styrker indsatsen mod social dumping.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad siger:
- Det er ikke ligegyldigt, hvor international arbejdskraft kommer fra. Det er i min optik helt afgørende, at den nye ordning er begrænset til lande, som vi har et interessefællesskab med, eksempelvis fordi vi har en høj grad af samhandel. Jeg mener, at det er bedre for Danmark, at arbejdskraften kommer fra Storbritannien end fra Somalia.
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen, siger:
- FH og DA har lavet en rigtig god aftale, der bygger oven på regeringens aftale for udenlandsk arbejdskraft, som sikrer ordnede vilkår for udenlandske arbejdstagere. Det er en politisk blåstempling af vores danske arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdspladser med ordnede forhold får forrang fremfor dem uden overenskomster. Denne aftale beviser, at Danmark er verdens bedste land at være lønmodtager i – og også vil være det i fremtiden. Det skyldes stærke fagforeninger, det generelt gode samarbejde mellem lønmodtagere og arbejdsgivere og vores gode overenskomster.
Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad, siger:
- Det er en god dag for Danmark og dansk erhvervsliv. Med mangel på arbejdskraft i Danmark har internationale medarbejdere i de senere år fået en helt afgørende betydning for danske virksomheder og dansk økonomi. Og regeringen fortjener ros for den nye overenskomstbaserede ordning, som fremover vil gøre det lettere for virksomheder med ordnede løn- og ansættelsesvilkår at ansætte internationale medarbejdere.