Ret til tidlig pension
Danskere med de længste og ofte hårdeste arbejdsliv har fået ret til at trække sig tidligere tilbage. Retten til tidlig pension er baseret på objektive kriterier og tager udgangspunkt i antallet af år på arbejdsmarkedet.
Regeringen (S), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten indgik den 10. oktober 2020 en aftale om ret til tidlig pension.
Med aftalen får mennesker med lange og ofte hårde fysiske arbejdsliv ret til at trække sig tidligere tilbage. Retten til tidlig pension er baseret på objektive kriterier og tager udgangspunkt i antallet af år på arbejdsmarkedet.
Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, får man ret til at trække sig tilbage tre år før folkepensionen, mens 42 og 43 år giver ret til, at man kan gå fra et eller to år før folkepensionen. Alderen for opgørelsen og antallet af år på arbejdsmarkedet vil følge med udviklingen i folkepensionsalderen.
Ud over beskæftigelse, hvad enten der er tale om lønmodtagere eller selvstændige, tæller også perioder med blandt andet dagpenge, sygedagpenge, deltidsarbejde, barselsorlov og obligatorisk praktikperioder med elevløn eller SU også med. På den måde bliver man ikke afskåret fra tidlig pension, hvis man fx har arbejdet deltid i mange år, været arbejdsløs af flere omgange eller har været i praktik under uddannelse.