Spring over hovedmenu

Ungeløftet

Ungeløftet er et partnerskab på tværs af samfundsaktører, der skal skabe jobåbninger til de mange unge, der hverken er i uddannelse eller arbejde.

Ungeløftet er et bredt tværgående nationalt partnerskab og lokale partnerskaber i alle landets kommuner. Formålet er at løfte de unge tættere på arbejde eller uddannelse og give dem mulighed for at deltage i meningsfulde fællesskaber. 

Partnerne er centrale samfundsaktører, der er gået sammen om at hjælpe unge uden uddannelse eller beskæftigelse videre i tilværelsen. Partnerskabet omfatter virksomheder, civilsamfundsorganisationer, kommuner, fonde og arbejdsmarkedets parter og brancheorganisationer.

Alle kommuner har tilsluttet sig Ungeløftet ved at søge om midler til indsatserne IPS og Flere unge skal med. I den forbindelse har de forpligtet sig på at etablere lokale partnerskaber med virksomheder og civilsamfundsorganisationer.

Der er frem mod 2035 afsat 2,3 mia. kr. og derefter 150 mio. kr. (årligt) varigt til Ungeløftets initiativer.