ILO
Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) er FN’s organisation for arbejdsmarkedsspørgsmål. ILO har som mål at sikre grundlæggende arbejdstagerrettigheder at bekæmpe fattigdom og fremme social retfærdighed.
Gennem ILO’s unikke trepartsorganisation arbejder regeringer sammen med arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer om at udvikle internationale konventioner og anbefalinger om blandt andet arbejdstagerrettigheder, arbejdsmarkedspolitik, social beskyttelse og bekæmpelse af fattigdom.
Danmark har været medlem af ILO siden oprettelsen i 1919 og har ratificeret samtlige ti kernekonventioner om grundlæggende arbejdstagerrettigheder.
I Danmark er Beskæftigelsesministeriet ressortministerium og rigsmyndighed i forhold til ILO.
Den danske FN-mission i Genève følger løbende ILO’s arbejde og bistår Beskæftigelsesministeriet i kontakten til ILO.