Arbejdsgruppe: Selvstændige i dagpengesystemet
Regeringen nedsatte i februar 2016 en arbejdsgruppe til at se på dagpengesystemet for selvstændige. Godt et år efter - i april 2017 - modtog regeringen arbejdsgruppens anbefalinger til et nyt dagpengesystem for fremtidens arbejdsmarked.
Arbejdsgruppen nedsættes i februar 2016
Dagpengereglerne for selvstændige, freelancere og honorarlønnede udestod, da regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i oktober 2015 indgik aftale om et nyt dagpengesystem. Aftalepartierne var derfor enige om at følge Dagpengekommissionens anbefaling og nedsætte en arbejdsgruppe til at se på det komplekse område.
Regeringen nedsætter på den baggrund en arbejdsgruppe bestående af et embedsmandsudvalg samt en følgegruppe med deltagelse af arbejdsmarkedets parter. Embedsmandsudvalget har deltagelse af Beskæftigelsesministeriet (formand), Finansministeriet og Skatteministeriet.
Følgegruppen nedsættes med i alt seks deltagere, der udpeges af arbejdsmarkedets parter. Fra arbejdstagersiden udpeger LO, FTF og AC hvert et medlem, og fra arbejdsgiversiden udpeger DA, KL og Danske Regioner hvert et medlem.
Embedsmandsudvalget og følgegruppen vil løbende mødes og drøfte udfordringer, analyser og løsningsforslag, ligesom følgegruppen vil blive inddraget i de konkrete anbefalinger, som arbejdet leder frem til. Beskæftigelsesministeren vil samtidig mødes med de involverede parter i følgegruppen og drøfte arbejdsgruppens analyser og anbefalinger.
Endelig vil embedsmandsudvalget inddrage en række interessenter, som ikke deltager i følgegruppen, men som har indsigt og interesse i arbejdsgruppens arbejde. Det kan eksempelvis være a-kasser, faglige organisationer og brancheorganisationer.
Arbejdsgruppens arbejde afsluttes i april 2017
Regeringen modtog i april 2017 arbejdsgruppens anbefalinger et nyt dagpengesystem, der i højere grad kan favne nye beskæftigelsesformer. På fremtidens arbejdsmarked vil mange have skiftende og sammensatte beskæftigelsesformer, og det skal dagpengesystemet kunne favne. På den baggrund foreslår arbejdsgruppen for selvstændige i dagpengesystemet, at det hidtidige skarpe skel mellem lønmodtagere og selvstændige ophæves.
Hovedelementet i den anbefalede dagpengemodel for selvstændige, honorarmodtagere og freelancere er, at det ikke længere er personen, der defineres som selvstændig eller lønmodtager, men personens aktiviteter, som det også er tilfældet i skattesystemet. Dermed bliver det i højere grad muligt at anerkende, at en person kan have flere typer af beskæftigelse, og at det ikke stiller personen dårligere. Fx vil en person, som både har en selvstændig virksomhed og lønmodtagerarbejde, kunne anvende begge typer beskæftigelse til optjening af dagpengeret. Det er ikke muligt i dag.
Den anbefalede dagpengemodel er også et opgør med det meget dokumentationstunge og skønsbaserede dagpengesystem for selvstændige. Arbejdsgruppen foreslår en model, der i højere grad bygger på objektive, registerbaserede og digitale løsninger, og som er langt mere gennemskueligt for alle.
Derudover indebærer modellen større ligheder mellem dagpengesystemet og skattesystemet. Kun de indtægter, man betaler skat af, er fx også de indtægter, man kan anvende til at optjene dagpengeret.
Med den nye dagpengemodel videreføres endvidere de bærende principper i det nye dagpengesystem for lønmodtagere. På den måde bliver dagpengesystemet for lønmodtagere og selvstændige i langt højere grad harmoniseret. Det skaber bedre mulighed for, at alle, uanset beskæftigelsesform, får samme grundlæggende sikkerhedsnet i forbindelse med tab af arbejdsindkomst.