Derfor løfter vores forslag ikke alle danske børn ud af fattigdom

Af Torben Tranæs, formand for Ydelseskommissionen og forskningsdirektør, Vive, Benedikte Kiær (K), borgmester, Helsingør Kommune, Jon Kvist, professor, Roskilde Universitet, Jytte Andersen, fhv. minister og medlem af Folketinget, Lisbeth Pedersen, forsknings- og analysechef, Vive, Mette Ejrnæs, professor, Københavns Universitet.

Vi har i Ydelseskommissionen haft til opgave at sikre familier på kontanthjælp en rimelig og ensartet levestandard, og at børn i kontanthjælpsfamilier kan deltage aktivt i fællesskabet. Vores forslag har startet en vigtig debat om børn, ydelser og fattigdom.

Der er tre måder – afsavn, indkomst og budget – at opgøre fattigdom på. I kommissionen har vi set på alle tre dimensioner.

Vi har blandt andet i undersøgelser af afsavn fra Vive noteret os, at børn af forældre i kontanthjælpssystemet har flere afsavn end andre børn. De deltager ikke i forskellige typer aktiviteter, og det forhindrer mange i at blive en aktiv del af fællesskabet.

Man kan dog ikke bruge afsavnsmetoden til at sætte niveauet for ydelser. Det skyldes især, at afsavn er subjektive.

For eksempel kan to personer i ens økonomiske situationer have forskellige oplevelser af afsavn, ligesom en person med god økonomi kan opleve nogle afsavn og en person med dårlig økonomi få afsavn. Derfor må vi bruge andre opgørelsesmetoder som input til at fastsætte ydelsesniveauer. Men det ændrer ikke på det forhold, at børnenes oplevelse af afsavn er den mest direkte og sikre indikation på børns oplevelse af deres levevilkår.

Med indkomstmetoden er der tradition i Danmark for at bruge medianindkomsten. Medianen er det indkomstniveau, som halvdelen af befolkningen har en indkomst under og den anden halvdel en indkomst over. For eksempel brugte Ekspertudvalget om Fattigdomsgrænsen i 2013 indkomstmetoden til at definere økonomisk fattigdom.

Ekspertudvalget mente, at man skulle være under 50 procent af medianindkomsten tre år i træk, før det talte som økonomisk fattigdom, fordi der er en meget stor udskiftning i lavindkomstgruppen over kort tid. Gruppen af borgere, der et enkelt år er under 50 procent af medianindkomsten, blev betegnet som den etårige lavindkomstgruppe. Vi har tilsvarende opgjort, hvor mange kommissionens forslag løfter ud af den etårige lavindkomstgruppe ved brug af en indkomstgrænse på 50 procent af medianen.

Der er i 2021 467.600 personer i lavindkomstgruppen, hvoraf de 157.700 er i kontanthjælpsfamilier, herunder 46.200 børn. Med vore anbefalinger vil netto 5.900 børn forlade gruppen. Af de 40.300 børn i kontanthjælpsfamilier, der fortsat er under grænsen, oplever 70 procent (28.210 børn) en fremgang i deres families disponible indkomst. Kommissionens forslag forbedrer den økonomiske situation for 3 ud af 4 børn i kontanthjælpsfamilier, og den sidste fjerdedel er ikke de fattigste i gruppen.

Med andre ord løfter kommissionens forslag omtrent det samme antal børn ud af lavindkomstgruppen som det nuværende midlertidige børnetillæg, men for 250 millioner kroner mindre.

Kommissionen kunne ifølge sit kommissorium nemlig ikke disponere over disse ekstra midler, og helt generelt er det et politisk spørgsmål, hvor mange penge der skal bruges på kontanthjælpsområdet.

Kommissionen kunne inden for rammen have valgt at løfte flere børn ud af lavindkomstgruppen ved at målrette ydelserne de børn, der er tættest på lavindkomstgrænsen.

Men det ville have øget uligheden mellem børn i kontanthjælpsfamilier og ikke gavnet børnefamilierne med de laveste indkomster. I stedet har vi prioriteret anbefalinger, der mærkbart bidrager til mere lige vilkår for børn i Danmark.

Ydelseskommissionen er blevet bedt om at sikre en balance mellem en rimelig levestandard og tilskyndelse til uddannelse og arbejde.

En rimelig levestandard er for Ydelseskommissionen et spørgsmål om at få dækket behovet for livsførelse på et vist niveau, og når det drejer sig om kontanthjælpsmodtagere i en midlertidig periode for mennesker, der ikke kan forsørge sig selv eller deres familie.

Derfor anbefaler Ydelseskommissionen, at fastlæggelsen af den nedre grænse for kontanthjælpsydelsen – grundsatsen – sker med udgangspunkt i et kortsigtet minimumsbudget som pejlemærke.

Et kortsigtet minimumsbudget – herefter kaldet grundbudget – blev introduceret og videreudviklet af Rockwool Fondens Forskningsenhed (RFF) i 2012 og 2016 og baserer sig i begge tilfælde på budgetter udviklet af Center for Alternativ Samfundsanalyse (Casa).

Grundbudgettet er defineret ved, at det muliggør et beskedent, men sundt liv med mulighed for at deltage i familie- og samfundsmæssige sammenhænge.

Grundbudgettet tager også højde for stordriftsfordele, der er ved at bo flere sammen. Vi anbefaler derfor to tillæg, som tager højde for dette. Det ene tillæg er til enlige, der jo ikke kan drage fordel af stordriftsfordele.

Det andet tillæg er til børnefamilier, som har flere munde at mætte. Bemærk, at de universelle børnefamilieydelser også sigter mod at bidrage til dækning af ekstraomkostninger ved børn.

Vi har således prioriteret, at de offentlige ydelser samlet set dækker et konkret grundbudget for så mange børnefamilier som muligt, givet de hensyn, der er angivet i kommissoriet. Dette vil reducere den økonomiske ulighed mellem børn med forældre i kontanthjælpssystemet og mellem børn i Danmark generelt.

Fritidstillægget giver alle børn i kontanthjælpsfamilier mulighed for at blive en aktiv del af fællesskabet.

Fattigdom handler om afsavn. Afsavn handler om økonomi, men ikke kun økonomi. Det handler også om, hvad en given indkomst bruges til, og her viser en vigtig markør sig at være, om forældrene er i beskæftigelse eller ej. Både i økonomisk fattige og ikkefattige familier oplever børn afsavn, men hvis blot en af forældrene er i beskæftigelse, oplever børnene markant færre afsavn, end hvis forældrene ikke er i beskæftigelse, og det selv om familien er økonomisk fattig.

Børnene i økonomisk ikkefattige familier, hvor begge forældre er uden arbejde, oplever faktisk markant flere afsavn end børn i økonomisk fattige familier, hvor blot én af forældrene er i arbejde.

Det er baggrunden for, at Ydelseskommissionen har prioriteret det højt at afhjælpe børns afsavn og konkret i forhold til deres fritidsliv helt at ligestille børn med forældre i kontanthjælpssystemet med andre jævnaldrende børn. Dette er en ambitiøs målsætning om at gøre noget ved de afsavn, børn oplever, og at give alle børn mulighed for at blive en aktiv del af fællesskabet.

På baggrund af vores analyser vurderer vi, at hvis børn i kontanthjælpsfamilier skal have et fritidsliv som deres jævnaldrende, vil det enten kræve en stor del af familiens budget eller meget markante forhøjelser af ydelsesniveauerne.

Det første ser vi som urealistisk, da det allerede i dag med et beskedent budget er svært at få enderne til at mødes, selv om børnene i mange kontanthjælpsfamilier prioriteres højt.

Forhøjelsen af ydelsesniveauerne skulle være så stor, at det gav ydelser på et noget højere niveau end pejlemærkerne for henholdsvis SU, mindstelønnen og de maksimale dagpenge.

For kontanthjælpsmodtagere på betydeligt højere grundsats ville incitamentet til at tage en uddannelse forsvinde. For kontanthjælpsmodtagere på en betydeligt højere forhøjet sats ville incitamentet til at tage arbejde og forsikre sig forsvinde.

Kontanthjælpssystemet ville ikke længere være det underste sikkerhedsnet, men ville for de fleste familietyper være over, hvad SU og dagpenge giver. Endelig er det usikkert, i hvilket omfang ydelsesforhøjelse til familierne betyder færre afsavn for børnene, og hvorvidt ydelsesforhøjelse vil resultere i, at alle børn i kontanthjælpsfamilier får mulighed for et fritidsliv som andre børns.

Det er på den baggrund vores vurdering, at der er behov for nye måder, hvorpå man sikrer, at børn med forældre i kontanthjælpssystemet lider færre afsavn.

Konkret ønsker kommissionen at understøtte den ambition, at børnene får et almindeligt fritidsliv, et fritidsliv som andre børns – at de har de samme muligheder for at være en aktiv del af fællesskabet og for oplevelser i bredeste forstand. Derfor har vi ledt efter en måde, der tager hensyn til børns behov og muligheder, også selv om de vokser op hos forældre på kontanthjælp.

Vores forslag er et målrettet tilskud til børns fritidsliv. Konkret udgør fritidstillægget 450 kr. pr. barn pr. måned med et maksimum på 1.800 kr. pr. familie. Fritidstillæggets størrelse er sat ud fra forskellen på et grundbudget over et beskedent forbrug og et referencebudget over et almindeligt forbrug. Vi søger altså at give alle børn i kontanthjælpsfamilier mulighed for et almindeligt børne- og ungdomsliv.

Maksimumsbeløbet er sat, fordi der er nogle stordriftsfordele ved mange børn, og for at det samlede ydelsesniveau til børnefamilier ikke skal komme i karambolage med incitamenter til at tage arbejde og forsikre sig.

Et fritidstillæg eksisterer allerede i dag i 37 kommuner, ofte kaldet fritidspas. Der har man gode erfaringer med administration og digitale løsninger, samarbejde med lokalt forenings- og erhvervsliv og med opsøgende arbejde og følgeordninger.

Vi foreslår, at der med inspiration i elementer fra referencebudgettets kultur- og fritidsposter centralt udarbejdes en positivliste med aktiviteter, der kan støttes, og at man kan spare op til evt. dyrere ting. Poster vil f.eks. være kontingent til foreninger, sportstøj, tablet og pc, skolelejrtur, ferie m.v. Vi foreslår, at kommunerne får pligt til at orientere relevante borgere om fritidstillægget og har sat penge af til den ekstra administration, som kommunerne får her.

Aktiv deltagelse i fællesskabet er gavnligt for alle børn, men måske særligt for børn, som ikke selv er født og opvokset i Danmark – eller hvis forældre ikke er.

Vi kan med fritidstillægget give børn af ikke-vestlige forældre langt bedre mulighed for at blive integreret, lære det danske sprog hurtigere og dermed få bedre mulighed for at klare sig godt som voksne. Dertil har vi en forventning om, at en prioritering af børnenes fritidsliv med et målrettet tillæg vil mindske konflikter og øge trivslen i alle familier i forhold til situationen i dag.

Fritidstillægget gives til alle børn, men vi foreslår en delvis modregning i det ordinære børnetilskud, som enlige forældre modtager som del af de universelle ydelser.

Hvorfor skal systemet give med den ene hånd og tage med den anden?, er der folk, som spørger. Og er det ikke formynderisk, at enlige forældre går fra at modtage ’frie’ penge til at skulle modtage ’øremærkede’ penge?

Ydelseskommissionens opgave har været at se på hele ydelsessystemet og på, hvor det har placeret ydelsesmodtagere i forhold til hinanden – et af de givne mål har været at stille modtagere mere ens. Derfor har vi set på, hvad man på et givent tidspunkt modtager i alle former for ydelse: Det vil sige både kontanthjælpsydelser og de universelle børnefamilieydelser samt boligstøtte.

De to sidste ordninger går også til personer uden for kontanthjælpssystemet og har derfor ikke været genstand for forslag til reformer i Ydelseskommissionen, da det ville række videre end vore beføjelser, men vi foreslår, at der også bliver set på de to typer ydelser i et bredere perspektiv.

Når man inddrager hele ydelsessystemet, ser man, at enlige forsørgere i dag modtager relativt mere end forsørgere i par.

Det sker især via de universelle børnefamilieydelser. Ud over børne- og ungeydelsen til alle forældre modtager enlige forældre også det ordinære børnetilskud og det ekstra børnetilskud. Det skaber en uensartet levestandard på tværs af familietyper og dermed for børn.

Det ordinære børnetilskud har et formål, som på mange måder minder om formålet med fritidstillæggets, og ved at kombinere et relativt stort fritidstillæg med den nævnte modregning for enlige forsørgere opnår Ydelseskommissionen en mere ensartet levestandard for børn med forældre på kontanthjælp.

Ydelseskommissionen har fundet, at der er behov for mere hensigtsmæssige regler på en række områder såsom dækning af transportudgifter i forbindelse med deltagelse i aktive indsatser, mulighed for ferie, regler om formue osv., hvilket samlet set løbende vil lægge beslag på nogle hundrede millioner kroner.

Når det alligevel er lykkedes at reducere antallet af børn i lavindkomst, at sikre flere en rimelig og mere ensartet levestandard og at sikre rammer for helt at løse problemet med, at kontanthjælpsbørn har flere afsavn i fritidslivet end andre børn, så skyldes det omfordeling inden for gruppen, og at udgiftsrammen er større selv med kravet om et balanceret budget.

Specielt unge med diagnose- og aktivitetstillæg går ned i ydelse, da de i dag har betydeligt højere kontanthjælp end andre unge og end kommissionens foreslåede grundsats og eventuelle tillæg til enlige. At kommissionens udgiftsramme er større end i dag skyldes, at dens samlede forslag giver arbejde til knap 1.000 fuldtidspersoner mere end i dag, hvilket indbringer statskassen 250 mio. kr.

Andre af kommissionens forslag giver nemlig flere på kontanthjælp en positiv tilskyndelse til uddannelse, beskæftigelse og til mestring af livet. Den relativt store beskæftigelseseffekt af disse forslag er vigtig, ikke bare fordi det giver flere penge til kontanthjælpsmodtagere og deres børn, men også, fordi forældre i beskæftigelse er det stærkeste udgangspunkt for at afhjælpe børns afsavn.

Samlet vil kommissionens forslag bidrage til, at Danmark står stærkere med at opfylde FN’s børnekonvention om alle børns ret til leg og fritid og til deltagelse i kunst- og kulturlivet og opgaven med at sikre en rimelig og mere ensartet levestandard for børnefamilier.