Vores anbefalinger kan både øge beskæftigelsen og styrke børnefamilierne

Af Torben Tranæs, formand for Ydelseskommissionen og forskningsdirektør, Vive, Benedikte Kiær (K), borgmester, Helsingør Kommune, Jon Kvist, professor, Roskilde Universitet, Jytte Andersen, fhv. minister og medlem af Folketinget, Lisbeth Pedersen, forsknings- og analysechef, Vive, Mette Ejrnæs, professor, Københavns Universitet.

Tilbage i 2019 nedsatte regeringen Ydelseskommissionen, som skulle komme med anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem og sikre bedre rammer for børnefamilier på kontanthjælp. Dette uden at svække beskæftigelsen, da det stadig skulle kunne betale sig at arbejde.

Kommissionens anbefalinger er endt med at forbedre vilkårene for børn og samtidig forbedre beskæftigelsen. Det skyldes i høj grad, at de incitamentsudfordringer, som findes, løses på nye måder. Først og fremmest har vi fundet alternative måder at løse de udfordringer, som kontanthjælpsloft og 225 timers-regel i dag retter sig mod. De to ordninger – kontanthjælpsloft og timeregel – har til formål at styrke incitamenterne til at komme i beskæftigelse på fuld tid og til at tage småjobs på ordinære vilkår ved siden af kontanthjælpen. Og sådan har ordningerne også virket.

Så hvordan kan kommissionens model øge beskæftigelsen, når disse to ordninger ikke længere indgår?

Kommissionens beskæftigelseseffekt, som af Finansministeriet er beregnet til 950 fuldtidsbeskæftigede, kommer fra ændringer af ydelser og beskatning af arbejde. Ydelserne er blevet justeret og samordnet ligesom en række tillæg, regler og særregler er afskaffet eller omlagt. Blandt andet den boligstøtte, som hedder »særlig støtte«. Tilsammen fører ydelsesændringerne til et enklere system, og til at personer i forskellige situationer behandles mere ensartet.

Vigtigt i denne sammenhæng er, at den »almindelige« boligstøtte gennem ydelsesændringerne får bedre spillerum til at udjævne de faktiske boligudgifter. Den ændrede beskatning består af en ny fradragsmodel, som reducerer marginalskatten drastisk for små indkomster fra ordinær beskæftigelse ved siden af kontanthjælpen.

Fremmer beskæftigelse

Kommissionens forslag til ændringer af ydelser og beskatning har i et vist omfang samme intention som lofterne og timereglen. Vi kan derfor sammenligne, hvordan henholdsvis lofter plus timeregel og kommissionens anbefalinger (ydelses- og beskatningsændring) fremmer beskæftigelse.

Fra et tænkt udgangspunkt uden lofter og timeregel ville kommissionens anbefalinger tilsammen bidrage med 1.400 fuldtidsbeskæftigede, hvor ydelsesændringer står for 950 fuldtidsbeskæftigede samt lavere skat på arbejde for de resterende 450. Det eksisterende alternativ – kontanthjælpslofter og 225 timers-regel – bidrager tilsammen med 450 fuldtidsbeskæftigede, jævnfør Finansministeriet.

Generelt har ydelsesændringer i kontanthjælpssystemet en beskeden beskæftigelseseffekt, fordi kontanthjælpsmodtagere ikke reagerer så kraftigt på økonomiske incitamenter som stærkere grupper af ledige. Men den begrænsede effekt af lofter og timeregel (450 personer) sammenlignet med kommissionens alternativ (1.400 personer) skyldes, at relativt få personer berøres af lofterne og timereglen i det eksisterende system. Kun 15 procent af ydelsesmodtagerne er berørt af kontanthjælpslofterne, som blandt andet reducerer »særlig støtte«.

Kommissionens anbefalinger afskaffer »særlig støtte« helt og justerer satserne så det maksimale støttebeløb, der i dag findes i de almindelige boligstøtteregler, kommer til at virke som et loft over, hvor meget man samlet set kan få i offentlig ydelse, når man er på kontanthjælp.

Altså de facto som et kontanthjælpsloft, og derfor er der ikke behov for et ydelsesloft, som går på tværs af alle ydelser, hvilket giver store administrative forenklinger. Kommissionens anbefalinger berører en langt større gruppe af personer og har derfor en større effekt.

Bedre vilkår for børn

225 timers-reglen gælder i princippet alle. Men i praksis er 40 procent af de 75.000 aktivitetsparate blevet fritaget, fordi de af en sagsbehandler er vurderet ude af stand til at tage arbejde i det krævede omfang. Fradragsmodellen for ordinær indkomst, som kommissionen foreslår, mere end halverer den sammensatte marginalskat for langt de fleste personer på grundsatsen fra mellem 80-100 procent til 40 procent for de første 7-8 timer, man arbejder ved siden af kontanthjælpen.

For personer på forhøjet sats nedsættes den sammensatte marginalskat også i forhold til i dag, men dog mindre. Den anbefalede fradragsmodel er administrativ enkel og har som angivet en pæn beskæftigelseseffekt. Kommissions forslag har både beskæftigelsesmæssige og fordelingspolitiske konsekvenser. Godt 40 procent vil få cirka det samme som i dag.

Dem, som går op i ydelse med vores anbefalinger, er nogle af familierne med børn.

De får et mindre såkaldt forskelsbeløb – den økonomiske forskel mellem at være i arbejde og på kontanthjælp – og dermed et svækket incitament til at arbejde. Det ligger der imidlertid en bevidst prioritering bag, nemlig at børn med forældre i kontanthjælpssystemet får bedre vilkår generelt med særligt fokus på færre afsavn i sammenligning med andre børn. Det kan være at gå til sport, komme på sommerferie eller have venner med hjem. Kommissionen har vægtet væsentligt færre afsavn til børn mod, at forældrenes incitament til beskæftigelse, ikke fjernes, men for nogen svækkes lidt.

Politisk beslutning

Selvom de samlede anbefalinger har en relativ stor beskæftigelseseffekt i forhold til eksempelvis kontanthjælpsloft og 225 timers-reglen, så kunne effekten naturligvis blive endnu større, hvis børn ikke skulle prioriteres så højt, eller hvis prioriteringen gjaldt færre børn. Det er imidlertid en relativt lille del af ydelsesmodtagerne, for hvem forskelsbeløbet bliver mindre, så den ekstra beskæftigelse, der vil kunne opnås herved, vil være tilsvarende beskeden.

Men når vi taler om, hvorvidt et forskelsbeløb er stort nok, indgår der ofte andre hensyn end, hvorvidt det er stort nok til at motivere til beskæftigelse. For eksempel det hensyn, at borgere i beskæftigelse skal vide og kunne se, at der er økonomisk forskel på at være i arbejde og være på kontanthjælp.

Det er et hensyn, hvor de politiske forskelle ikke så meget går på, om der skal være en sådan forskel, men snarere på, hvor stor en forskel, der skal være. Kommissionen har spillet ud med en afvejning mellem en rimelig og mere ensartet levestandard for alle børn overfor de økonomiske incitamenter til uddannelse og arbejde, sådan som vores kommissorium foreskriver, at det skal ske ved fastsættelse af ydelsesniveauerne.

Men det er i sidste ende en politisk beslutning, hvordan de delvist modsatrettede hensyn skal afvejes. Det er ikke en ekspertbeslutning.

Forældre i beskæftigelse

Kommissionen kan dog godt hjælpe med at kvalificere afvejningen. Eksempelvis har et argument i debatten været, at lavere ydelser til børnefamilierne vil få forældrene i beskæftigelse, og derved forbedre børnenes situation både materielt og fordi det generelt er godt med forældre i beskæftigelse. Altså, lavere ydelse, folk i beskæftigelse, færre afsavn og mindre negativ social arv for børnene.

Det er desværre ikke sådan, det vil gå, andet end for nogle ganske få. Dertil er beskæftigelseseffekten alt for lille.

Hvis man for eksempel satte ydelsen ned for enlige med to børn på forhøjet sats, så forskelsbeløbet blev fordoblet i forhold til kommissionens anbefalinger, så ville det betyde, at ud af 1.000 familier vil omkring 25 personer med i alt 50 børn komme i arbejde, mens 975 familier med i alt 1.950 børn vil gå omkring 2.000 kroner ned i levestandard om måneden.

Lavere ydelser for en gruppe kontanthjælpsmodtagere medfører altid en nedgang i gruppens gennemsnitlige indkomst, selv når man medregner indkomsten for dem, som kommer i beskæftigelse. Det har den danske forskning på området entydigt vist.

Fritidstillæg

En afvejning, mellem økonomiske incitamenter til beskæftigelse og bedre vilkår for børn med forældre på kontanthjælp er ikke nem. Men kommissionen har et bud på, hvordan denne afvejning kan blive mindre hård: Fritidstillægget.

Fritidstillægget er målrettet børns fritidsaktiviteter. Det er et tillæg på 450 kroner pr. barn pr. måned (med et øvre maksimum på 1.800 kroner), der skal gå til børns aktive deltagelse i foreninger, lejrskoler, pc og tablet og så videre, som det kendes allerede i nogle kommuner.

Tillægget gavner børns vilkår og reducerer deres afsavn uden at give forældrene rede penge i hånden. For at være på den sikre side indgår fritidstillægget i vores beregninger af beskæftigelseseffekten, også selvom tillægget i sin natur ikke er almindelig indkomst til forældrene. Men det betyder også, at incitamentsvirkningen af de forskelsbeløb, som vi har angivet, må forventes at være undervurderet.

Den model, vi har anbefalet, er meget enkel men også fleksibel, og det er, alt efter hvilke dele af modellen man skruer op eller ned for, muligt at prioritere forskellige hensyn inklusiv børns vilkår og forældrenes incitament til at arbejde.