Ydelsessystemet bør tage højde for, at mange unge har udfordringer ud over ledighed

Af Torben Tranæs, formand for Ydelseskommissionen og forskningsdirektør, Vive, Benedikte Kiær (K), borgmester, Helsingør Kommune, Jon Kvist, professor, Roskilde Universitet, Jytte Andersen, fhv. minister og medlem af Folketinget, Lisbeth Pedersen, forsknings- og analysechef, Vive, Mette Ejrnæs, professor, Københavns Universitet.

Vi har i Ydelseskommissionen foreslået et enkelt system med ydelser udmålt i forhold til leveomkostninger og incitamenter. Vi har fået ros, men også kritik af, at ydelser til visse udsatte unge er mindre end i dag, så lad os forklare rationalet bag de forslag, der berører unge.

Mange ydelser, kategorier og satser i dagens kontanthjælpssystem giver en uens behandling af unge. Under 30-årige er berettiget til én af tre typer af ydelser: kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse - opdelt i 30 kategorier afhængig af alder (over/under 25 år), uddannelse, opholdstid, hjemme-eller udeboende, forsørgerstatus, graviditet, psykisk sygdom, og hvor parat personen vurderes at være i forhold til at tage uddannelse og arbejde. Afhængig af indplacering vil den unge få en af otte satser fra 2.762 kr. til 15.547 kr. per måned. Der er et svært forklarligt element af vilkårlighed i, hvem der i dag får højere og lavere ydelser.

Samtidigt viser erfaringer med den aktive indsats, at man ikke skal lade de unge passe sig selv. Vedholdende fokus på dialog, indsatser og afklaring virker. Unge hjælpes videre i deres liv, kommunen bliver skarpere på relevante indsatser, og det er i sidste ende med til at afklare, om den unge er bedre placeret i f. eks. et ressourceforløb end i det midlertidige forsørgelsessystem.

Ydelsessystemet bør derfor ikke fastholde unge og stå i vejen for en indsats, der kan hjælpe dem videre i uddannelse og job. Det sker i dag, hvor en ung med aktivitets-eller diagnosetillæg på i alt 11.698 kr. risikerer at miste tillægget og få næsten halveret ydelsen til 6.410 kr., hvis personen gør fremskridt enten fagligt eller helbredsmæssigt.

Derfor forslår vi som noget nyt at adskille ydelser og indsatser. Ydelsen forbliver den samme, uanset om man skifter mellem at være aktivitetsparat og uddannelses-eller jobparat og uafhængigt af evt. øvrige fremskridt eller tilbagefald. Sikkerhed om ydelsen og økonomien giver bedre vilkår for, at den unge kan fokusere på det, som burde være det væsentlige i den unges liv, nemlig at få det bedre og tage skridt i retning af selvforsørgelse.

Kommissionen blev bedt om at sikre en balance mellem en rimelig levestandard og tilskyndelse til uddannelse og arbejde. En rimelig levestandard er et spørgsmål om at få dækket behovet for livsførelse på et vist niveau, og derfor anbefaler vi, at fastlæggelsen af den nedre grænse for kontanthjælpsydelsen - grundsatsen - sker med udgangspunkt i et kortsigtet minimumsbudget som pejlemærke.

Budgettet er defineret ved, at det muliggør et beskedent, men sundt liv med mulighed for at deltage i familie og samfundsmæssige sammenhænge. For at sikre tilskyndelse til uddannelse og arbejde er SU det øvre pejlemærke for grundsatsen, og mindstelønnen er for den forhøjede sats. Grundsatsen er på 6.600 kr. med tillæg på 1.000 kr. til enlige, som ikke har stordriftsfordele. Forhøjet sats på 10.450 kr. får personer med erhvervsuddannelse eller en vis beskæftigelse med tillæg på 2.250 kr. til enlige. Et børnetillæg på 3.550 kr. gives til begge forældre.

Vi mener ikke, der er fagligt belæg for at bevare særlige satser for unge med psykiske udfordringer i form af aktivitets-og diagnosetillæg. Almindelige leveomkostninger for disse unge adskiller sig ikke systematisk fra andre unge. Men nogle af disse unge har i kortere eller længere tid behov, som betyder ekstraudgifter ud over det almindelige. Disse behov er imidlertid meget forskellige blandt de unge. Derfor anbefaler vi en målrettet model for økonomisk støtte til dækning af disse særlige og, for nogle, store behov.

Således anbefaler vi som noget nyt, at enkeltydelser i særlige situationer skal kunne gives til almindelig forsørgelse, f. eks. at udsatte unge ved udskrivning fra hospital vil kunne få hjælp til huslejen, hvis hospitalsopholdet har betydet færre indtægter. Sammen med eksisterende muligheder for tilskud til medicinudgifter vil det bidrage til tryggere økonomiske rammer om udsatte unge med særlige behov. Brugen af særligt løbende hjælp og enkeltydelser i særlige tilfælde mindsker behovet for systemløsninger med indførelse af ekstra satser for at tilgodese særlige målgrupper, jf. de 30 kategorier af unge i dag.

Vi foreslår også, at det skal være nemmere at supplere ydelser med ekstra indkomst gennem arbejde. Unge på grundsats kan med otte timers arbejde ugentligt tjene 3.850 kr. ekstra månedligt uden fradrag i kontanthjælpen efter vore forslag.

Derudover foreslår vi, at sårbare unge kan få en præmie for de skridt, de tager for at komme videre i deres liv. Det kunne være at bestå et enkelt fag på grundskoleniveau, at gennemføre et misbrugsforløb eller et forløb, hvor man arbejder med sin angst. Sådanne store skridt for den enkelte mangler anerkendelse i ' systemet'. Vi foreslår, at forskellige belønningsmodeller udvikles og testes med henblik på at finde og sætte den mest virksomme model i drift.

Ydelsessystemet kan ikke løse unges sundhedsmæssige og sociale udfordringer. Men systemet bør tage højde for, at mange har udfordringer ud over ledighed, og ikke i sig selv være en hindring for de unges fremskridt.

Vi foreslår derfor et enkelt system, der giver personer i forskellige situationer og familietyper den samme levestandard, som giver sikkerhed om ydelser, og hvor arbejde og fremskridt anerkendes og belønnes.